Fortsæt til indhold

Lasse fra Esbjerg har indtaget Hollywood

Samfund
Arkiv

Den Esbjerg-uddannede filmkomponist Lasse Elkjær har gang i karrieren.
I 2013 dimitterede Lasse fra Syddansk Musikkonservatorium, og med stadig dugfriske eksamenspapirer i hånden rejste han til filmindustriens epicenter Los Angeles, hvor han nu arbejder tæt sammen med Hollywood-komponisten Christopher Young. Young er manden bag musikken til film som Spiderman 3, Hellraiser, Drag Me to Hell og Swordfish.
Lasse Elkjær flyttede i første omgang til Los Angeles for at videreuddanne sig på den prestigefulde filmmusiklinje på University of Southern California. Her var han kommet igennem det smalle nåleøje, hvilket betød, at han ville modtage undervisning af netop Christopher Young, der har været så imponeret, at han for nyligt har ansat Lasse Elkjær som teaching assistant på Universitetet.
"Jeg er praktisk talt vokset op med Chris' musik, så jeg er super beæret over at være en del af hans team. I min vildeste fantasi havde jeg aldrig troet, jeg nogensinde skulle sidde på kontor, og det endda som assistent for en Hollywood komponist, hvor jeg arbejder med musik hver eneste dag," siger Lasse Elkjær.
Lasse Elkjær har i sit professionelle virke som filmkomponist allerede skrevet musik til mere end 40 film og vundet flere priser, ligesom han har orkestreret musikken til bl.a. 'Dead Man Down' med Colin Farrell og Naomie Rapace i hovedrollerne.