Globetrotter og journeyman tørner ud for FC Djursland
Centerforsvareren Jakob Thorsted er tilbage for en stund i Grenaa, og angriberen Brian Johansen med en fortid som blandt andet fuldtidsprofessionel i Esbjerg vil nu score mål for FC Djursland
FC Djursland har mistet en række spillere i vinterpausen, men til gengæld er to nye med klart potentiale til at indgå i startformationen kommet til.
Jakob Thorsted, tidligere ungdomsspiller i Aastrup-Hammelev, hvor det også er blevet til lejlighedsvise optrædender på førsteholdet, har flyttet sit grej hjem til Grenaa efter årsskiftet.
Thorsted, der læser erhvervs-jura, skal efter sommerferien på en udvekslingsrejse til Borneo eller Malaysia som led i uddannelsen. Derfor har han foreløbig kun lovet sig hen til FC Djursland til og med juni 2015.
En begavet spiller
Jakob Thorsted, 23, er en af mange dygtige spillere fra de kuld af stærke ungdomsårgange, som Aastrup-Hammelev fremelskede i en årrække.
"Måske den bedste spiller, som jeg har trænet," siger Kim Busse, seniortræner og formand for seniorudvalget i Aastrup/Hammelev.
"Jakob er en ledertype, der lyser op på en fodboldbane. En utrolig begavet fodboldspiller, fordi han tænker fodbold og stort set altid vælger de rigtige løsninger."
Jakob Thorsted er i fuld gang med træningen hos FC Djursland og har også medvirket i to træningskampe (1-0 over Viby (Danmarksserien)), og (1-6 nederlag til Hobro (Danmarksserien)).
"Vi har stadig en del at arbejde med. Vi er gode langs jorden og har mange spillere med fin teknik. Men vi er ikke stærke nok fysisk, vi kan stå bedre defensivt, og vi skal gøre hinanden endnu bedre ved at flytte bolden hurtigere rundt," lyder Jakob Thorsteds umiddelbare betragtninger om truppens styrker og svagheder til FC Djurslands hjemmeside. Jakob Thorsted har senest spillet for DGL2000, der holder til i Tilst, og er blevet hjemsted for flere spillere fra Grenaa og omegn, som studerer i Jyllands hovedstad.
En lille måltyv
Den anden nyerhvervelse, Brian Johansen, 27, startede med at spille fodbold i Hinnerup, hvor han havde sin far, Kim Johansen, til træner. Da han nåede lilleputalderen skiftede han til AGF og spillede hos klubben i Fredensvang, Aarhus, frem til og med ynglingealderen. Som andetårs lilleputspiller præsterede han at score 130 mål på en sæson.
Esbjergs daværende superligatræner Ove Pedersen og ITU-chef Karsten Sejrup fik øje på Brian Johansen, da han var 17, ved et talentstævne i Vejle. Det afkastede en fuldtidskontrakt med Esbjerg FB.
Brian Johansen nåede tre år i Esbjerg, før parterne skiltes. Det forventede gennembrud udeblev.
Siden har han forsøgt at få sparket gang i karrieren i klubber som Hobro, Aarhus Fremad, Ringkøbing og Brabrand.
Størst succes har Brian Johansen haft i Aarhus Fremad, hvor den målfarlige angriber fik scoret pænt med mål i 2. division Vest, da FC Djurslands nuværende cheftræner Krzysztof Popczyski svang pisken på Risvangen Stadion i den nordaarhusianske klub.
"Jeg ser det som en udfordring, og med en træner som Krzysztof, som jeg kender fra Aarhus Fremad, kommer jeg ikke til at drosle ned. Han har en stærk mentalitet og kræver altid 100 procent, så hans projekt herude vil jeg gerne være en del af," forklarer Brian Johansen til FC Djurslands hjemmeside.
Brian Johansen, der bor i Randers, har ligesom Jakob Thorsted aftalt med FC Djursland, at han spiller i Grenaa frem til sommerferien.
Fakta
Brian Johansen
- Alder: 27
- Position: Angriber
- Bopæl: Randers
- Klubber: Brabrand, Ringkøbing, Aarhus Fremad, Hobro, Esbjerg fB, AGF
Jakob Bonde Thorsted
- Alder: 23
- Position: Midterforsvarer
- Bopæl: Grenaa
- Klubber: AGF, Aastrup Hammelev IF, DGL2000