Ebeltoft Kirke skal restaureres
Kirken lukkes under restaureringen - fra og med mandag 16. februar 2015
Snart går arbejdet i gang med en omfattende restaurering af Ebeltoft Kirke. Alteret, epitafiet, lysekronerne og andet løsøre nedtages og pakkes ind. Der opsættes stillads i kirkerummet. Herefter renses hvælvene grundigt og kalkes 4 gange. Kalkmalerierne eftergås, ligesom alt hvad der kan males, skal males flere gange. I øvrigt i lysere farver. Altertavlen skal restaureres og der skal etableres varme i koret.
Ebeltoft-Dråby-Handrup Menighedsråd har i flere år arbejdet med projektet og med at skaffe den nødvendige finansiering til restaureringen. Det er nu lykkedes.
Kirken lukker
Restaureringen gør det af indlysende årsager nødvendigt at lukke kirken. Det vil ske fra og med mandag 16. februar 2015.
"Kirken vil formentlig være lukket til en gang i november måned. Det er menighedsrådets ønske og overordnede plan, at Ebeltoft Kirke kan blive genåbnet 1. søndag i Advent ved en festgudstjeneste," fortæller Karen Margrethe Seidelin fra Ebeltoft Kirkekontor.
Alle kirkelige aktiviteter, herunder forårets konfirmationer, vil derfor finde sted i Dråby og Handrup Kirker, hvortil der kan bestilles kirkebil.
Ny parkeringsplads
Etableringen af den nye parkeringsplads ved Dråby Kirke er påbegyndt og vil, hvis vejret ikke driller, være afsluttet om godt én måneds tid.