Fortsæt til indhold

Far og søn på glatis i klassisk fransk rally

Henrik og Martin Møller-Nielsen fra Allingåbro placeret i den bedste halvdel i Rallye Monte-Carlo Historique

Samfund
Af Martin Schultz

En hvid Golf GTI fra 1979 fra Allingåbro var med, da 314 mandskaber fra hele Europa forleden stillede op til det legendariske Rallye Monte-Carlo Historique, som efter fem dages kørsel slutter i Monaco.
Med farmand Henrik Møller-Nielsen bag rattet og den kun 18-årige Martin som co-driver kom far og søn både ud for store oplevelser og enorme udfordringer inden de to Rallye Monte-Carlo Historique debutanter efter fem dages kørsel kom ind som nr. 103 af de 254 mandskaber, som gennemførte det strabadserende løb.
”Det var en stor oplevelse, som vi stærkt overvejer at gentage næste år,” var Henrik og Martin Møller-Nielsen enige om efter løbets afslutning.

Defekt tændspole gav problemer

Teamet fra Allingåbro startede fredag 30. januar fra Reims i Frankrig.
Starten på løbet blev noget nervepirrende for Henrik og Martin Møller-Nielsen og holdets to servicefolk, da bilen efter kun 40 km gik i stå på grund af en defekt tændspole.
Heldigvis kunne en franskmand, som var tilskuer på ruten ,hjælpe de to djurslændinge.
”Manden havde en nabo med en ældre VW Golf Cabriolet og i løbet af en halv time var han tilbage med en tændspole, så vi kunne fortsætte kørslen,” fortæller Henrik Møller-Nielsen.

Is og sne på vejene

Det stod snart klart, at netop dette Rallye Monte-Carlo Historique ville blive et af de sværeste i rigtig mange år. Specialetape 2 var isglat og etape 3 var dækket med masser af sne.
Selv om Henrik og Martin Møller-Nielsen var debutanter i løbet, var de efter tre etaper bedste danske hold og placeret som nummer 18 generelt.
Løbets sværhedsgrad forblev høj, og det djurslandske team fortsatte med at køre flotte resultater på de efterfølgende prøver - også til deres egen overraskelse, da de ikke tidligere har kørt konkurrence på sne og is.
På specialetape 8 og fjerde dag af løbet gav den manglende erfaring dog store problemer.

Fik hjælp fra tilskuere

Etapen var glat og midtvejs på prøven gik det galt under nedbremsningen på en nedkørsel i bjergterræn.
”Vi fik overhovedet ikke taget noget af farten af bilen og jo tættere vi kom på vinkelsvinget kunne jeg se, at det ikke ville lykkes. Henrik fik bilen halvvejs igennem svinget ved at køre på skrænten, men endte i grøften,” fortæller Martin Møller-Nielsen.
Tilskuere kæmpede med at hjælpe holdet tilbage på vejen, så de stadig var med i løbet. Men tidstabet på seks minutter rykkede teamet fra Allingåbro fra en generel 29. plads til en 175. plads.
”Mange andre afkørsler endte i at de ramte hold måtte udgå, så det var trods alt heldigt at vi kunne fortsætte,” siger Henrik Møller-Nielsen.

De lange knives nat

Taktikken for den resterende del af løbet var at køre præcist og hurtigt, men også at slappe lidt af på nedkørslerne, hvor der er størst risiko for afkørsler. Holdet fik hurtigt rystet oplevelsen af sig og på etape 9 gik det igen rigtig fint med en top 10 placering.
Om natten den femte dag blev de to traditionelle etaper på de små bjergveje nord for Monaco kørt, og den del af løbet kaldes ”de lange knives nat”. Med en placering som henholdsvis 23 og 3 fik holdet kørt sig frem til en 105. plads blandt de 254 mandskaber, som gennemførte løbet.