Fortsæt til indhold

Lokal mand boss i Hornslet Idræts- og Kulturcenter

Karsten Nissen, 41, skipper fra 15. marts 2015 sit lederjob hos PostDanmark for at overtage jobbet som centerchef

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Karsten Nissen kender Hornslet IF og Hallen bedre end sig egen bukselomme," kommer det bramfrit fra Jan Fischer, bestyrelsesformand i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.
Bestyrelsen har ansat 41-årige Karsten Nissen som ny centerchef med tiltræden 15. marts 2015.
Den ny mand i stolen er valgt blandt 23-24 ansøgere og har i en årrække arbejdet i et lederjob hos PostDanmark.
"Vi havde fem ansøgere til samtalerunder, og i bestyrelsen er vi ikke i tvivl om, at Karsten Nissen er den rigtige til at løse de store udfordringer, som Hornslet Idræts- og Kulturcenter har nu og i fremtiden," siger Jan Fischer.
Karsten Nissen bor i Hornslet sammen med kone og tre børn. Han har været aktiv i både fodbold- og håndboldafdelingen i Hornslet IF og bruger lige nu krudt på opgaven som håndbolddommer.
Lederstillingen har været vakant, siden bestyrelsen i december 2014 valgte at afbryde samarbejdet med daværende centerleder Carsten B. Jakobsen, der ikke nåede tre måneder i stolen.

Tæt på boksestævne

Jan Fischer kan afsløre, at Hornslet Idræts- og Kulturcenter lige nu er i forhandlinger med den kendte Aarhus-promotor Anders Vester om et boksestævne i Centret 25. april.
"Vi har en forventning om, at boksestævnet bliver til noget, og det vil være dejligt, for vi tror på interessen for at se boksning i Hornslet," siger Jan Fischer, der godt kan se 5-600 tilskuere indfinde sig på lægterne, hvis/når der bliver slået på tæven.
"Vi har også lige med stor succes afviklet en aften for Østjysk Landboforening med 600 gæster, og det er netop den slags arrangementer, som vi gerne vil have flere af, fordi vi har faciliteterne og naturligvis også, fordi de er med til at skabe den aktivitet og omsætning, som Hornslet Idræts- og Kulturcenter har så hårdt brug for, " siger Jan Fischer.