Nørre Djurs HK talenter faldt med ære
Nørre Djurs HKs U18 drenge kunne ikke holde hjem i pokakampen mod HF Mors fra Ligaen, men talenterne anført af Nicklas Høgh leverede en godkendt indsats
Nørre Djurs HKs U18 drenge i 1. division var uden målmand Nicklas Bertel (skiferie) og en skadet Tobias Flak, da holdet sluttede vinterferien af med en pokalkamp i Nørre Djurs Hallen mod stærke HF Mors, som i øjeblikket fører landets bedste række, Ligaen.
Hjemmeholdet tabte 25-20 (12-13), men holdt matchede gæsterne fint i store dele af kampen.
"Vi spillede generelt rigtig godt. En fantastisk 1. halvleg, men manglede lige niveauet i de første 5-6 minutter af 2. halvleg, og så gik vi lidt døde til sidst," siger Nørre Djurs HKs træner Henrik Elkjær.
"Vi fik mange udvisninger, og det gik desværre ud over det flydende spil i 2. halvleg."
Marchordre til velspillende Nicklas Høgh
Hos hjemmeholdet viste Nicklas Høgh, at han er ved at være i vigør igen efter sin lange skadespause.
Seks mål kom der fra hans hånd.
"Nicklas spillede fænomenalt angrebsmæssigt. Han var virkelig manden, der voldte HF Mors problemer, indtil han desværre midt i 2. halvleg måtte udgå med 3 gange 2 minutters udvisninger," siger Henrik Elkjær.
I målet startede Markus Frey, men han blev senere afløst af og Lasse Thommesen, der gjorde det godt i rammen.
"Det er det bedste jeg har set Lasse spille i lang tid," roser Henrik Elkjær.
Nørre Djurs HK spiller igen lørdag 21. februar mod Randers HH hjemme i Nørre Djurs Hallen. Hjemmeholdet har revanche til gode og skal bruge en sejr for at hænge på feltet i 1. division.
Nørre Djurs HKs Jyllandsserie Herrer spiller allerede i aften tirsdag 17. februar topopgør i Nørre Djurs Hallen klokken 20.