Cura-ansatte stiger i løn og pension
Allerød Nyt har talt med en Cura-ansat, der fortæller at løn og pension nu stiger hos Cura Pleje. Cura-ejer bekræfter
Nu stiger båd lønnen og pensionen for de ansatte hos Cura Pleje. Hidtil har de fået sygedagpenge, når de var syge, men nu får de almindelig løn, og der er også mulighed for at få barnets første sygedag. Derudover stiger alle tillæg med mellem to og fjorten kroner.
Det fortalte en nuværende medarbejder til Allerød Nyt, og da avisen senere talte med medejer af Cura Pleje og driftdirektør Jakob Damsgård så bekræftede han, at ovenstående bliver givet fra 16. februar, og alle har fredag fået et tillæg til deres nuværende kontrakt.
"Det er en proces, der er startet for lang tid siden, og som vi gav de første kommuner besked på for 14 dage siden," siger driftsdirektør Jakob Damsgård, der ikke tror, at det vil få FOA til at tage konfliktvarslet tilbage.
Jeg tror stadig på, at de vil pege fingre af os. De bliver nok desværre ikke glade på FOA's medlemmers vegne, at vi nu er på niveau med overenskomsten," siger Jakob Damsgård.
"Det glæder jeg mig over, men det betyder ikke, at konflikten er afblæst," siger formand for FOA i Nordsjælland, Lene Lindberg, der håber, at det er et skridt på vejen til at Cura Pleje vil indkalde fagforeningen til et møde om en kommende overenskomst.
"Jeg håber, at de ligesom andre private plejefirmaer vil indgå overenskomst," siger Lene Lindberg og fortsætter:
"Vejen til enighed er blevet kortere end i går. Jeg kommer springende, hvis de indkalder til møde."
Lønnen er steget med 9,08 kroner i timen, pensionen er steget fra 7,69% til 13,2% og tillæggene er steget fra to til fjorten kroner i timen. Derudover er der nu fuld løn under sygdom og mulighed for barnets første sygedag.
"Vi blev alle kaldt til et informationsmøde, om det der foregår i medierne," siger en nuværende ansat hos Cura Pleje. Vedkommende vil gerne være anonym, men Allerød Nyt kender identiteten på personen.
"Vi har altid fået af vide, at det her ikke kunne lade sig gøre, så det havde jeg ikke regnet med," siger den nuværende ansatte.