Fortsæt til indhold

Skolebørn bytter bøger i Boghuset

Lokalbibliotekernes første boghus i Aarhus blev præsenteret for begejstrerede elever på Rosenvangsskolen i Viby

Samfund
Arkiv

“Årrrhh. Se her, det er jo Narnia,” lyder det begejstret fra en af de mindste skoleelever, imens hun tager bogen om det særlige univers, hvor dyr kan tale, og løven Aslan reagerer, ud af hylden i boghuset og viser den til sin klassekammerat, der med samme begejstring nikker.
De to har sikkert set den berømte filmatisering af fortællingerne om Narnia, men om de har læst bogen, er nok mindre sandsynligt. Det skal der dog ændres på nu.
For fredag 30. januar blev det første boghus, som er et nyt koncept fra Lokalbibliotekerne i Aarhus, åbnet. Det skete foran 400 spændte elever på Rosenvangsskolen i Viby.

Der skal læses mere

Det er Louise Lærke Andersen, kommunikationskonsulent hos Aarhus Kommunes Biblioteker, der er projektleder på de nye boghuse. Og idéen med boghusene er meget klar.
“Der er flere, der skal læse, og der har vi fundet ud af, at det er ikke fordi, folk ikke vil læse, men fordi det er tiden, der knap hos de travle børnefamilier, som er vores primære målgruppe,” fortæller hun kort før det første boghus i Viby bliver præsenteret for eleverne.
Boghusene er nemlig ubemandede og har åbent hele tiden, og derfor vil tiden ikke blive et problem.
“Det her er det første af tre boghuse, som vi åbner i Viby. På sigt er planen, at der kommer flere spredt ud i Aarhus.”

Allerede på Boghusets debut blev det flittigt brugt af de mange skoleelever, som sagtens kunne finde spændende bøger til at tage med hjem.

Bytte bøger med hinanden

Når man træder ind i boghuset for at finde en bog, må man gerne tage den med hjem, hvis man altså har en anden bog med, som man så donerer til boghuset.
På den måde er der hele tiden nye bøger, som andre kan få glæde af.
“Konceptet er inspireret af projektet 'Little Free Library', som har sat over 30.000 boghuse op i USA med stor succes,” fortæller Louise Lærke Andersen.

Boghusets projektleder, Louise Lærke Andersen, kom med gode bogforslag.
Det nye bog hus på Rosenvangskolen har været godt gemt af presenning op til præsentationen, så det var en overraskelse for børnene, hvad der fredag 30. januar blev præsenteret for dem.