Denne hjerneskanner kan se dine tanker og følelser
Hvidovre Hospital indviede tirsdag Danmarks kraftigste MR-skanner, som kan afsløre ændringer i hjernen ved alvorlige sygdomme
Information og afgørende viden om alvorlige hjernesygdomme som skizofreni, Parkinson, sclerose og epilepsi. Det er, hvad den nye kraftige og højteknologiske MR-skanner skal bidrage til ved hjælp af sin store magnet, som netop er blevet indviet på Hvidovre Hospital. Skanneren skal ikke bruges i det daglige kliniske arbejde på hospitalet, men er kun til forskning - til gavn for forskere fra hele landet og udlandet.
"Med den nye scanner får vi fantastiske muligheder for at få ny viden om en lang række sygdomme. Dermed får vi endnu bedre mulighed for at hjælpe og behandle mennesker, som har brug for det," siger regionsrådsformand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).
Magneterns feltstyrke er på "7 tesla", hvilket svarer til cirka 140.000 gange jordens magnetfelt. Det er mere end dobbelt så kraftigt som andre skannere i Danmark og giver nye muligheder for at vise strukturer og funktioner i hjernen, som man ikke har kunnet se før. Faktisk er skanneren så kraftig og følsom, at man kan lave øjebliksbilleder af tankeaktivitet i hjernen. Det giver mulighed for at studere hjerneprocesser som eksempelvis hukommelse og læring.
"Vi kan ”se”, når hjernen arbejder og hvilke områder af hjernen, der gør arbejdet. Derfor kan vi følge med, når hjernen føler, tænker eller regner. Der er tale om en enestående maskine, som tilfører Hvidovre Hospital og de danske samarbejdspartnere i det nationale 7 tesla MR-projekt en helt ny dimension indenfor MR-forskning," siger professor og forskningschef, Hartwig Roman Siebner.