Fortsæt til indhold

Borgmesteren beklager og undskylder

Claus Wistoft afviste på sidste byrådsmøde, at han var blevet citeret korrekt om de mulige konsekvenser for serviceniveauet ved sammenlægning af Beredskaberne, men han erkender efterfølgende, at Adresseavisen citerede ham korrekt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Borgmester Claus Wistoft (V), beklager en bemærkning han fremkom med ved det seneste byrådsmøde i Syddjurs Kommune under debatten om beredskabet.
"Jeg er citeret fuldstændig korrekt, og jeg siger undskyld," siger han efterfølgende.
Han forklarer, at bemærkningen var humoristisk ment, og han mener selv, at ingen kunne være i tvivl om, at den også skulle tolkes sådan. Alligevel kan den af nogle opfattes som, at Adresseavisens journalist løber med halv vind og ikke overholder simple journalistiske regler som korrekt citering. Avisen valgte derfor at konfrontere borgmesteren.
Landets 87 beredskabsenheder skal reduceres til 20, og byrådet diskuterede en mulig sammenlægning af Djursland, Randers og Favrskov. Per Zeidler, Liberal Alliance, læste op fra Adresseavisen, hvor Claus Wistoft var citeret for følgende:
"(...) Vi er også bevidste om, at det ikke er muligt at opnå de besparelser, uden at det vil gå en lille smule ud over serviceniveauet. Når en minister (Bjarne Corydon, red.) stiller sådanne krav, han mener kan klares ved administrative besparelsen, så ved han ikke hvordan virkeligheden er. Det er et voldsomt sparekrav, men vi vil også i fremtiden have en udmærket sikkerhed."
Per Zeidler ville have Claus Wistoft til at bekræfte, at han vitterligt erkender, at sammenlægningen af beredskaber vil gå ud over serviceniveauet. Det var borgmesteren ikke sindet til, og han erklærede derfor, at det vist måtte tillægges journalistens ret til fri fortolkning.
I og med at byrådsmøderne ses af mange på video og efterfølgende lægges på nettet, er det efter avisens opfattelse ikke ligegyldigt, hvordan journalisterne omtales på møderne.