Fortsæt til indhold

Kukke Smart Band spiller i Las Vegas

Partyorkestret, der er kommet til skelsår og alder, lover gang i danseskoene til lørdagens forsamlingshusfest i Fjerupgårde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hæderkronede Kukke Smart Band, hvis medlemmer alle enten bor eller har rod i forskellige egne af Djursland, smutter forbi Las Vegas Djurs på lørdag, hvor der er vinterfest i forsamlingshuset i Fjerupgårde tæt på Tustrup og Nørager.
Kukke Smart Band har tidligere spillet i forsamlingshuset og glæder sig til et gensyn med den hyggelige, intime og glade stemning.
"Vi nyder disse små steder, hvor vi sammen med publikum kan lave en fest og have den tætte kontakt til publikum," siger bassisten og bandets booker Mogens Qvist Frandsen, der siden de unge år har lydt kælenavnet 'Kukke' og på den måde også står fadder til bandnavnet.

Bassisten Mogens Qvist Frandsen (tv) lyder kælenavnet ’Kukke’, har lagt navn til Kukke Smart Band og er bandets booker og talsmand.

Back to the Eighties

Kukke Smart Band startede ud i slutningen af 80'erne og fortsatte et godt stykke ind i næste årti, før medlemmernes forskellige andre gøremål gjorde det nødvendigt med et break.
For nogle år siden fandt bandet sammen igen og satte strøm til instrumenterne. Det svingede fra første færd, og stille og roligt begyndte trangen til at spille ude at være der.
Det er lysten og samværet, der fortsat driver værket, og ingen i bandet har glemt, hvad de selv tunede ind på i de unge år: Elvis, Beatles, Rolling Stones, Danseorkestret, Sanne Salomonsen, Tina Turner, Toto og Bryan Adams.

Lam og okse inden dansen

Vinterfesten starter på klassisk vis med spisning, og menukortet lyder på lam og oksesteg, Hasselback kartofler samt diverse salater. Desserten er hjemmelavet is og brownie.
Når alle munde er mættet, går Kukke Smart Band på scenen og fyrer hit efter hit efter hit ... af.
Den sidste guitar bliver slukket klokken 02.00, men chancen for overdans er sikket overvældende.