Grund til optimisme i Faxe
En stigende eksport og flere iværksættere i Faxe Kommune er noget af det der hos Business Faxe ses som et tegn på, at mere positive tider venter forude.
VÆKST Efter nogle hårde år under finanskrisen går det nu igen fremad for iværksætterne og eksporten i Faxe Kommune.
Det ses blandt andet ved, at flere nye virksomheder etablerer sig og antallet af eksporterende virksomheder er stigende. Tallene bag de positive udsigter finder man i Vækstvilkår 2014 – Faxe, der giver et indblik i, hvad der driver væksten i kommunen.
Analysen udgives hvert år og udarbejdes af Væksthus Sjælland for Vækstforum Sjælland.
Flere iværksættere
Iværksætteriet ses hos Business Faxe som afgørende for erhvervsudviklingen i kommunen. Det er ifølge direktør Jesper Ib Paulsen derfor positivt, at antallet af nye virksomheder i Faxe Kommune stiger støt, og medvirker til at skabe mange nye job.
De virksomheder, der startede op i 2011, har på blot to år skabt 172 nye job. Til sammenligning havde de virksomheder, som startede i 2009, kun skabt 115 job efter to år.
- Det skal dog siges, at vi endnu er langt fra at nå niveauet fra før finanskrisen. Men det tegner godt for fremtiden, at kursen nu endelig er ved at skifte og mere positive vinde er begyndt at blæse, siger Jesper Ib Paulsen.
Etableringen af de mange nye virksomheder har medvirket til at opretholde en stabil beskæftigelsesudvikling i den private sektor i Faxe Kommune.
Knap 8.000 ud af de i alt ca. 12.000 arbejdspladser i kommunen findes i den private sektor. Virksomhederne og det private erhvervsliv er derfor af afgørende betydning for Faxe Kommune.
Kursus for iværksættere
- I Business Faxe vil vi gerne hjælpe endnu flere iværksættere i gang. To gange om året holder vi derfor kursus for iværksættere. På kurset undervises i salg, markedsføring, økonomi og jura og formålet er at give iværksættere et bedre udgangspunkt for at etablere egen virksomhed og samtidig give dem mulighed for at skabe værdifulde netværk med andre iværksættere, fortæller direktøren.
Iværksætterkurserne foregår over 6 kursusgange og der lægges fra kaj første gang den 8. april.
Eksporten stiger
En vigtig drivkraft for at skabe vækst og beskæftigelse er ifølge direktøren øget eksport. Her udmærker Faxe Kommune sig ved en stigning i antallet af eksporterende virksomheder fra 134 i 2009 til 154 i dag.
Tilsammen eksporterer de for 2,6 mia. kr. svarende til 16 % af kommunens samlede omsætning.
Sammenlignet med de andre mindre kommuner i Region Sjælland har Faxe Kommune en forholdsvis stærk position på eksportmarkedet. Det skyldes i høj grad de store fødevarevirksomheder i kommunen, der bidrager til den høje eksportomsætning og omkring hvert 8. private job.
Mange af de øvrige eksportvirksomheder er relativt små, men de gør en stor indsats, som Business Faxe gerne vil understøtte. I marts søsættes derfor et større eksportinitiativ kaldet ExportDirect, med fokus på eksport til Tyskland.
Fælles tiltag
Business Faxe har løbende en række fælles tiltag sammen med Faxe Kommune og Erhvervskontakten, for at fremme vækst og erhvervsudvikling og bidrage til effektiv kommunikation mellem erhvervsliv og kommune.
- Man kan betragte os som erhvervslivets talerør overfor kommunen. Vore medlemmer kan altid kontakte os og blive hjulpet videre på vej. Det betyder mange gange, at det processen går hurtigere, for vi er klædt på til at kunne navigere i den sammenhæng, og kan inddrage de nødvendige instanser på kort tid, fortæller Jesper Ib Paulsen.
Noget af det Jesper Ib Paulsen især glæder sig over i samarbejdet med kommunen, er den vilje og handlekraft der udvises fra forvaltningen og de relevante politikere.
- Når jeg, sammen med borgmesteren og viceborgmesteren er på det månedlige virksomhedsbesøg hos en af kommunens virksomheder, oplever jeg ofte at en af de to tager aktion med det samme, såfremt de præsenteres for uafklarede spørgsmål eller en udfordring med det kommunale system. Det er virkelig noget der sættes pris på hos virksomheden, siger han.
Gerne flere virksomhedersbesøg
Jesper Ib Paulsen er således meget tilfreds med virksomhedsbesøgene, men drømmer samtidig om at der kunne blive plads til endnu flere af slagsen i fremtiden.
- Udbyttet af vores besøg hos lokale virksomheder er simpelthen så stort, at jeg godt kunne ønske mig at der blev plads til lidt flere besøg i fremtiden.
Ny netværks facilitator
Et af de seneste initiativer i Business Faxe er, at entrere med en ny facilitator af netværksmødet - der foregår for de 350 medlemmer én gang om måneden.
- Vi var bestemt tilfreds med den tidligere facilitator, men sommetider skal der nye impulser til, og derfor valgte vi at indsætte en ny facilitator, i skikkelse af Jesper Lundorf, som har en spændende fortid som bodyguard for Kongehuset og ansat i PET. Desuden har han stor erfaring som konsulent i sikkerhedsspørgsmål og foredragsholder. Vi har netop afholdt det første netværksmøde for vore medlemmer med Jesper som facilitator, og deltagerne på mødet melder yderst positivt tilbage om, at det i høj grad bidrager til yderligere motivation og energi, så det lover godt for netværksmøderne fremover, siger Jesper Ib Paulsen.
Positive forventninger til fremtiden
Med ét år på bagen som direktør i Business Faxe er han meget tilfreds med sin rolle og hverdag.
- Der findes utrolig mange ildsjæle i Faxe Kommune, som med stor vilje og energi arbejder for at gøre en forskel og være med til at skabe vækst og udvikling i Faxe. Det gør mig selvfølgelig glad og motiveret for at fortsætte indsatsen, og jeg har helt sikkert positive forventninger til fremtiden, både i forhold til samarbejdet med Faxe Kommune og til den vækst og udvikling for kommunens erhvervsliv, som vi er så mange der arbejder for, slutter han.