Teater og maskepi blandt bøgerne på Auning Bibliotek
Vinterferieaktiviteter med syslen og teater
Børnene i Auning behøver ikke at kede sig i vinterferien, for der sker mange ting på Auning bibliotek.
Mandag 9. februar kan børnene forberede en gave til en god ven, som de kan give på Valentinsdag 14. februar. Fra klokken 13-16 kan de nemlig dekorere en hjerteæske med udklip, glansbilleder, bånd, rhinsten med mere.
Tirsdag klokken 11 kommer ”Teatret på hjul” med forestillingen om ”Guldlok og de tre bjørne”. Stykket handler om Guldlok, der farer vild i skoven og kommer til bjørnenes hus, spiser af deres grød, prøver deres stole og sover i deres senge. Det er for aldersgruppen 2–5 år. Billetterne til forestillingen skal afhentes på biblioteket.
Onsdag fra klokken 13-16 kan børnene dekoreres masker til fastelavn. Der er forskellige masker som kan pyntes med fjer, rhinsten etcetera.
Torsdag fra 13-16 kan man lave fastelavnsris og pynte det med katte, tønder, kroner og andet udklip.