Brølestærk fodermester er dansk mester i kettlebell
Oleksii er dansk mester i den voksende sport kettlebell. En sport han kender til fra sin studietid i Ukraine
Han ligner lidt den blide kæmpe. Ikke at han er så høj, men Oleksii Mykhailovich er stærk, hvilket skulderpartiet og overarmene ikke gør meget for at skjule. Og at han er stærk har han længe bevist, for de to seneste år er fodermesteren fra Vorslunde blevet dansk mester i Kettlebell.
Kettlebell er redskaber, der bruges til styrketræning, er en blevet en sportsgren, der vinder indpas rundt om i verden.
Endnu i det små. Men i fremgang.
“Når der er danske mesterskaber, er der omkring 100 deltagere, så vi er ikke så mange. Men der er flere og flere, der dyrker det,” siger han.
Selv er dansk mester i klassen over 95 kilo, hvilket er de tunge drenge i klassen. Dem der løfter mest. Og det gør Oleksii. Han er fra Ukraine, hvor kettlebell har eksisteret i mange år. Blandt andet bruges det som træning i hæren.
“Da jeg startede på universitet i Kiev (han er uddannet dyrlæge) var det obligatorisk, at man skulle have en form for idræt. Jeg blev spurgt, om jeg ikke ville prøve kræfter med vægtløftning eller kettlebel, Det prøvede jeg, og vægtløftning var nu ikke lige mig, men det var kettlebell. Så det trænede jeg fast i de år, jeg gik på universitet. Da jeg efter uddannelsen kom til Danmark på praktikophold, søgte jeg steder, hvor jeg kunne dyrke min sport, men havde i starten svært ved at finde nogen steder, hvor det dyrkes,” siger han og smiler.
Fitness i Give
For så måtte han opfinde et sted. Han tog til Give Fitnesscenter medbringende egne kettlebells.
“De kendte ikke noget til kettlebell, men bød mig velkommen og jeg går der stadig. Samtidig fandt jeg over nettet ud af, at der var en formand for kettlebell i Danmark. Det fungerer på den måde, at vi træner selv i de respektive fitnesscentre rundt i landet og mødes så til konkurrencer,” siger han,
Oleksii snakker fint dansk. Ikke alle ord er lige nemme at finde frem til, men alt i alt går det nu meget flot. Et ophold på sprogcentret i Give har været en stor gave.
Faldet godt til
Oleksii Mykhailovskyi har boet i Danmark i seks år nu. Hans praktikophold er blevet til en fastansættelse, så han og familien bor nu i Voerslunde lige over for gården og de frilandsgrise, han blandt andet er ansat til at holde øje med.
“Jeg er blevet glad for Danmark og stedet her. Det var lidt ensomt i starten, men kettlebell har været med til at udvide min omgangskreds og givet mig nye venner og kontakter. Og så betyder det jo selvfølgelig utroligt meget, at Anna flyttede hertil. Vi er blevet gift og har fået Roman, og vi kan godt se os selv blive boende i Danmark. Vi er faldet godt til,” siger manden med de stærke skuldre og blide øjne.