Fortsæt til indhold

Kirker døjer med tomme gravsteder

Borgere vælger mindre urnegravsteder og lader kistegravpladser stå tomme

Samfund
Natalie Stratigos

Gravsteder Flere kirker i Kolding Provsti er udfordret af tomme kistegravpladser. Det betyder færre indtægter til kirkerne. Flere har planer om at nedlægge gravene og plante græs i stedet. Menighedsrådsformænd angiver ændrede begravelsestraditioner som én af årsagerne til de tomme pladser.
Peder Nissen er menighedsrådsformand i Ødis Sogn. Her står 65 ud af 418 kistegravpladser tomme. Det svarer til godt 15 procent. Han vurderer, at tallet vil stige fremover.
“Det er den vej, det går. I dag er familierne ikke i lige så høj grad samlet, som de var engang. Mange vil ikke ligge deres efterladte til last, når de dør, så de vælger et urnegravsted, der er let at holde. Det kan vi ikke gøre noget ved, men det betyder, at en kulturarv forsvinder, og at det er slut med at følge slægternes gang. Det betyder også, at kirkegårdene ændrer karakter. Fremover bliver de grønnere og mere parklignende, og vi skal vænne os til, at kirkens indtægter bliver mindre,” siger han.
I Ødis Kirke har man haft besøg af en kirkegårdsarkitekt, der skal hjælpe med at finde ud af, hvad man kan gøre med den overskydende plads.

Åbne ar

I Vejstrup Sogn kender man også til problemet med de tomme kistegravpladser, fortæller pastoratsrådsformand for Vejstrup, Hejls og Taps kirker, Jørgen Dahl. I Vejstrup er 91 ud af 350 kistegravsteder tomme, i Hejls er det 38 af 225 og i Taps er det 63 af i alt 215.
“De tomme gravpladser ligner åbne ar på kirkegården. Det er en stor udfordring, og det ser ikke pænt ud. Vi har måttet revidere vores oprindelige plan for renovering og i stedet plante et større areal med græs i Taps,” siger han.
Ingen af de to formænd tror, at udviklingen kan vendes.
“Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad man kan gøre ved problemet. Udviklingen vil fortsætte. Nogle kunne måske fristes til at ville nedlægge grave og så bygge på det, men rent etisk og praktisk synes jeg ikke, det er en løsning, for der er jo stadig noget i jorden. Og så er mange landsbykirker jo omhegnet af diger, som ville skulle fjernes, hvis området skal gøres mindre. Det er ikke en mulighed her,” lyder det fra Jørgen Dahl, der lige som Peder Nissen fortæller, at man også her har allieret sig med en kirkegårdsarkitekt, der skal hjælpe med at løse udfordringen på bedste vis.