Europa-premieren bliver en verdens-premiere
Fredericia Teaters kommende musical, Ole Lukøje, bliver den første opsætning i verden
“I begyndelsen var vi ikke sikre på at komme først. Men det er vi sikre på nu,” siger teaterchef Søren Møller om Fredericia Teaters kommende forestilling, thrilleren Ole Lukøje.
Den nye musical får premiere på Fredericia Teater fredag den 27. februar. Og den er markedsført som en Europa-premiere. Men det viser sig, at der i stedet bliver tale om en verdens-premiere.
“Da vi i sin tid tog fat i forestillingen, vidste vi, at et markant, amerikansk teater også planlagde en opsætning. Og da vi ikke kunne være sikre på, hvem der kom først, kunne vi ikke love en verdenspremiere. Men det kan vi nu,” siger Søren Møller.
Adgang til de bedst
Nogle teatergængere synes det er sjovt at være blandt de første til at se en ny forestilling - især hvis forestillingen senere bliver et hit rundt om i verden.
For teatret selv betyder det ifølge Søren Møller meget at sætte en verdens-premiere op.
“Det gør, at forestillingens skabere får et særligt forhold til Fredericia Teater. Det er her, de første gang ser deres forestilling få kød og blod. Den slags bidrager til teatrets netværk, som gør os i stand til at få de bedste forestillinger. Det er selvforstærkende,” siger han.
I Ole Lukøjes tilfælde havde forestillingens skabere hørt om Fredericia Teater og valgt, at deres forestilling skulle “fødes” netop her.
Ole Lukøje er ikke en børneforestilling. Tværtimod er det en thriller, som ikke bør ses af børn under 12.
“Nogle voksne vil blive skræmt, mens nogle børn ikke vil”, siger Søren Møller.
Forestillingen opføres i teatrets mindste sal til en markant nedsat billetpris.