Fortsæt til indhold

Auktion: Kamp om køkken i Hammel blev vundet af kvinde i Odense

Køkkener, cykler og tæpper blev udbudt til nedsatte priser på auktion lørdag

Samfund
Michael Wulff

“Vi må jo prøve noget nyt.”
Sådan lød det lørdag fra Finn Kristiansen i Favrskov Køkkencenter, da den tidligere professionelle cykelrytter mm. Allan Bo Andresen svingede med en stor hammer.
Der var ikke ligefrem kø udenfor de tre butikker, som var gået sammen om auktionen, som Allan Bo styrede.
Men den første kunde, som bød, var Steffen, der har boet i Danmark i ni år og nu vender hjem til Island til juli.
Han nåede at få et bryggers med for 5.000 kroner mod de 9.000 som den normale pris var.
"Så vi tager bryggerset med derop, for det mangler vi," sagde han med den femårige datter Elin på armen.
Udover køkkencentret var det Fri Bikeshop - hvor Veller havde sat ni nye cykler betydeligt ned, ligesom naboen Garant - Miko Tæpper stod klar med flere gode tilbud.

Det var her på Miko Torv i Hammel, at kunderne kunne gå fra den ene auktion til den anden og tredje. Foto: Michael Wulff

Odense mod København

Men selv uden kø gav det et sus, da to kunder fra henholdsvis Odense og København var med på en telefonlinje.
De bød begge på det samme køkken, som var sat ned fra godt 96.000 kroner til en startpris på under 40.000 kroner.
Allan Bo Andresen stod i midten og holdt styr på budene, som stoppede ved 42.500 kroner. Københavneren hoppede af her.
“Kvinden i Odense har set køkkenet hos en lokal Tvis-leverandør, så hun vidste godt, hvad hun købte,” fortalte Finn Kristiansen.
Cykelforretningen kom af med et par cykler, mens tæppeforretningen måtte nøjes med at sælge et enkelt tilbud.

Steffen og datteren Elin fra Harlev flytter hjem til Island efter ni år i Danmark. De bød og fik et godt bryggers med. I baggrunden Allan Bo Andresen med sin hammer.