Fortsæt til indhold

Gilleleje Revyen vender tilbage til fronten

Efter tre års hal-eventyr lægger Fyrkroen igen scene til den lokale revy

Samfund
Jesper Berg

Gilleleje: Gilleleje Revyen lever og har det godt, men i den kommende 2015-sæson vender revyen tilbage til kro-rødderne.
“Vi har i en prøveperiode de seneste tre år holdt til i Gilleleje Hallen, men har valgt at vende tilbage til Fyrkroen”, fortæller manden bag revyen, Jesper Søgaard.

Veteran på scenen

Han havde sidste år Susanne Breuning og Ann Hjort ved sin side på scenen i Gilleleje Hallen, og igen i år er der et kvindeligt islæt, da den 68-årige revyveteran Ulla Jessen - som havde sin revydebut allerede i 1969 på Rottefælden i Svendborg - er at finde i Gilleleje.
“Jeg kan endnu ikke løfte sløret for, hvem og hvor mange flere skuespillere, der er med til sommer. Men at vi ender med at blive fire skuespillere på scenen er nok et meget godt gæt,” siger han kryptisk.

Sterilt halmiljø

“Det bliver rigtig sjovt at komme tilbage til Fyrkroen. Tilbage til rødderne, så at sige. Det var fint i hallen, men jeg tror, at folk gerne vil sidde lidt tættere og hygge sig. Et halmiljø bliver nemt en smule sterilt”, mener Jesper Søgaard, som præsenterer revyen i de fire weekender i august - torsdag, fredag og lørdag.