Vandet skal tilbage i skoven
Der er planer om at få mere vand og flere dyr på græs i Gribskov og Tisvilde Hegn
Gribskov: Naturstyrelsen har netop offentliggjort en plan for skovene i Nordsjælland, hvor man vil genskabe de vandhuller og moser, som tidligere tiders grøfter og dræn har fjernet fra blandt andet Gribskov og Tisvilde Hegn. I dag dækker moser, småsøer og vandhuller sammenlagt 900 hektar af skovarealet i Nordsjælland, men det tal skal helst vokse med 350 hektar frem til 2030. Det svarer til en vækst i vådområder på syv gange Fællesparken i størrelse.
Gribskov var blå engang
For at få vandet tilbage skal der de kommende år sløjfes et stort antal af de grøfter, der i dag gennemvæver skoven på kryds og tværs.
“Ser man på et kort over Gribskov fra 1800-tallet, så er det næsten helt blåt af sjapvand og sumpede områder”, fortæller Jens Bjerregaard Christensen fra Naturstyrelsen, og forklarer samtidig, hvordan man tidligere gravede grøfter for at dræne vand og give træerne gode vækstbetingelser.
“Men nu vil man gerne have vandet tilbage, så skoven også kan blive et godt sted for padder, insekter og fugle”.
Heste, køer og får på græs
Udover mere dyreliv, vil der også opstå nye solrige lysninger omkring vådområderne, hvilket skal give et mere indbydende friluftsliv.
Naturstyrelses plan er også, at der udover masser af vand, vil blive lukket flere heste, køer og får ind i skovene, og at der i den forbindelse laves nye græsningsskove på sammenlagt 300 hektar i Nordsjælland.