Fortsæt til indhold

Hobbyen greb om sig: Nu har han en million LEGO-klodser

Svend Erik Saksun er tidligere oberstløjtnant og nu passioneret LEGO-ambassadør

Samfund
Michael Wulff

LEGO er ikke sådan at konkurrere med. Det måtte selv solen sande i vinterferien, da Hammel Bibliotek indbød til et møde med en LEGO-ambassadør: Svend Erik Saksun.
Et halvt hundrede unger og flere forældre mødte op for at bygge med klodser i tre timer tirsdag eftermiddag.
Og der var nok at bygge med.
“Jeg har taget 50.000 klodser med. Men jeg har også nok at tage af,” fortalte Svend Erik Saksun på sin københavnske dialekt.

Han har, siden han fyldte 10 år, samlet på de verdensberømte LEGO-klodser. Det er blevet til en million styks, mener han.
“Jeg er afhængig af LEGO, jeg drømmer om LEGO, men jeg spiser ikke LEGO,” sagde den veloplagte legeonkel, som havde opgaver både til børn og voksne.
“Er du allerede færdig,” spurgte han en ung fyr, som havde skyndt sig at bygge et hus. Det tog under 15 minutter.
“Giv jer bare god tid,” lød det.
"I har tre timer."

LEGO World ventede i weekenden

Svend Erik Saksun skulle dagen efter til Hørsholm, hvor børnene skulle bygge. Og så blev weekenden brugt i Bella Center, hvor der var LEGO World 2015.
“Og det er stort,” sagde Svend Erik Saksun.

Masser af LEGO-klodser til ungerne i Hammel i vinterferien.
50 unger og flere forældre mødte op på Hammel Biblotek.