Sydsjællandske virksomheder på fælles forretningsrejse til Tyskland
EKSPORT Der bor 80 mio. i Tyskland. Mulighederne er derfor rigtig store for sjællandske virksomheder, men kompleksiteten er også stor. For mentaliteten og kunderne er vidt forskellige fra delstat til delstat.
En fælles forretningsrejse skal hjælpe sydsjællandske virksomheder på vej.
Initiativet hedder ExportDirect, og første skridt er et informationsmøde den 3. marts 2015.
Her inviteres virksomhederne i Vordingborg, Faxe, Næstved og Stevns, til at komme og høre mere om, hvordan de med succes etablerer sig på det tyske eksportmarked.
- Region Sjælland har den udfordring, at der er relativt få eksportvirksomheder. Samtidig eksporterer de sjællandske virksomheder mindre end virksomhederne i de øvrige danske regioner, siger direktør for Business Faxe Jesper Ib Paulsen, der er en af initiativtagerne.
- Med ExportDirect sætter vi fokus på eksporten i Sydsjælland og forsøger således ved fælles hjælp at bidrage til at skabe mere vækst i regionen, istemmer erhvervschefen fra Stevns Erhvervsråd Thomas Christensen.
Til ExportDirect er også knyttet Robert Perz, som er vækstkonsulent hos Væksthus Sjælland. Han taler selv flydende tysk og har indtil for et halvt år siden boet og arbejdet med salg i Tyskland. Så han ved om nogen, hvad der skal til.
- Tyskland er altså et noget større land, end mange går rundt og forestiller sig. Derfor er det vigtigt, at du forbereder dig godt. I ExportDirect kombinerer vi forberedelse og viden med en rejse derned i 2015. Forbereder du dig rigtigt, og tør du handle på det og tage af sted, så er det min erfaring, at du kan komme rigtig langt, fortæller Robert Perz.
- Det er en stor fordel at tage af sted sammen med andre virksomheder. For det første lægger vi fra erhvervsorganisationerne og Væksthuset nogle ressourcer i at skaffe de rigtige kundemøder, men derudover får du også netværket og sparring fra de andre, der er med.
Det er virkelig noget, der gør en forskel, supplerer direktør for Vordingborg Erhverv Susanne Kruse.
På informationsmødet står tysklandseksperter fra erhvervslivet og eksportkonsulenter fra Væksthus Sjælland til rådighed for individuelle samtaler om mulighederne i Tyskland.
- ExportDirect bliver indrettet efter de virksomheder, vi får med. Så vi har ikke besluttet på forhånd, hvilken delstat eller hvilken branche i Tyskland, vi skal koncentrere os om.
Vi starter med et informationsmøde, hvor deltagerne bliver klogere på Tyskland og kan høre mere om ExportDirect, afslutter Kim Ulrik Larsen, der er direktør for Næstved Erhverv.
Informationsmødet om ExportDirect afholdes den 3. marts 2015, kl. 12 – 17. Det foregår hos Business Faxe i byrådssalen på det gamle Rønnede Rådhus, Industrivej 2 i Rønnede.
Det er gratis at deltage i informationsmødet.
Du kan læse mere og tilmelde dig på www.businessfaxe.dk/arrangementer
ExportDirect er blevet til i samarbejde mellem Stevns Erhvervsråd, Næstved Erhverv, Vordingborg Erhverv, Væksthus Sjælland og Business Faxe.
sl