Tohjulede fans indtog Kom-Bi for en aften
Privatperson indbød fans af tohjulet action fra hele landet til filmpremiere i Kom-Bi
DJURSLAND Stefan Broxgaard fra Pindstrup er bidt af det danske sport-action miljø - som manden bag kameraet, der både filmer og fotograferer. Han har i årenes løb lavet mange film om motocross - men har nu også sat en film sammen om tohjulet action generelt - om folk som udlever deres drømme, nyder livet, og hygger sig med vennerne omkring deres sport. Filmen ”The World is Our Playground” viser masser af action og folk, der snakker om sporten - lige fra motocross til freestyle motocross, BMX og MTB - og så lige en nordmand der laver backflip på en snescooter. Meget er fra Danmark, men man kommer også med et smut forbi Hamburg og forrygende “Masters of Dirt”. En lørdag i januar lejede Stefan Broxgaard Kom-Bi og inviterede på facebook venner og bekendte fra hele landet til film - efter spisning på Den Gamle Kro. ”Man kan ikke købe billetter, da de alle er afsat via facebook,” fortalte Stefan Broxgaard forud for premieren. ”Jeg har ingen planer om at vise filmen andre steder men leger lidt med tanken om at gøre aftenen i Kom-Bi til en årligt tilbagevendende begivenhed. Og så kan det godt være, at jeg måske også vil vise filmene andre steder.” En del af gæsterne i Kom-Bi, blandt landets bedste inden for deres sport, medvirkede selv på det hvide lærred, og klapsalverne bragede efter filmen. Det forlyder, at Stefan Broxgaard allerede har den næste film ”på tegnebrættet” - bare endnu bedre. Man kan ikke købe billetter, da de alle er afsat via facebook Stefan Broxgaard + SE VIDEO