Fra bådflygtning til de ældres hjælper

Vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro, at gode gamle H.C. Andersen havde haft en pen med i spillet. Men det har han ikke, for Numaan har klaret det helt selv. Men det har bestemt ikke været uden kamp, og det har heller ikke været uden hjælp, men det vender vi tilbage til. Vi tager lige - kort fortalt - tingene fra begyndelsen.

Tilbage i 1988 flygter den da blot 3-årige Numaan sammen med sine forældre fra Burma til Bangladesh. Burma, eller Myanmar, er på denne tid stærkt præget af et diktatur-regime, der regerer landet brutalt og ikke bryder sig om den etniske race, som Numaan og familien er ud af. En dag tropper en gruppe soldater, ifølge Numaan, op i hjemmet for at dræbe hans far. Han er dog ikke hjemme, og i stedet dræber soldaterne tre af Numaans søskende.
”Det var så forfærdeligt,” siger Numaan næsten hviskende og fortsætter:
”Vi flygter herefter til Bangladesh, hvor vi lever illegalt og af at sælge frugt på gaden. Det er en hård tid,” husker Numaan, som i 2009 har succes med at komme på et flygtningeskib til Europa.
Numaan aner faktisk ikke, at der er et land, som hedder Danmark, mens hans skibsrejse fører ham til Sandholmlejren, hvor han søger asyl og senere får opholdstilladelse.

Flaskecentral i Ribe

Fra Sandholmlejren går turen til Ribe, hvor Numaan får ufaglært arbejde på Ribe Flaskecentral. På grund af finanskrisen opsiges han imidlertid efter nogle måneder og han flytter til Esbjerg.
”Jeg var ked af at blive opsagt, men jeg ville også gerne noget andet. Hjemme i Asien lever man alle sammen sammen, og man tager sig personligt mere af sine ældre. Samtidig savnede, og savner, jeg mine forældre meget, så jeg kunne godt tænke mig at arbejde med ældre og passe godt på dem,” siger Numaan med et ærligt og kærligt smil.
Men selv om Numaan har nok så meget omsorg og kærlighed at dele ud af, så er det svært at arbejde med mennesker uden at kunne tale dansk.

Alis Boesen er mentor

Numaan har aldrig gået i skole før, men ved et lykketræf får han Alis Boesen (nyligt afdøde og tidligere formand for FOA Esbjerg, red.) som mentor.
”Hun var en uvurderlig hjælp. Hun hjalp mig også med at få min kone og børn til landet. Jeg savner hende så meget, hun var som en anden mor for mig,” siger Numaan med blanke øjne, fortæller at han slet ikke kan forstå, at hun er død og fortsætter så:
“Hun hjalp mig og støttede mig altid. Uden hende ville jeg nok ikke have kunnet bestå sprogtesten og VUC, så jeg fik en 9. klasse og kunne søge ind på uddannelsen som sosu-hjælper,” siger Numaan, der også gennem Mentornetværket har fået stor hjælp.
En hjælp, der betyder, at han for kort tid siden stod med sit eksamensbevis i hånden og nu kan gå ud og udføre det arbejde, han brænder allermest for. Hvis han altså kan finde et arbejde.
“Det er svært, men jeg har kæmpet i mange år nu. Med at lære dansk og forstå samfundet. Med at være en god far for mine børn og en god mand for min kone, selv om jeg har tit har siddet til langt ud på natten for at kunne forstå teorien fra bøgerne. Jeg er meget taknemmelig for, at min kone har taget sådan et slæb derhjemme. Men jeg er også meget taknemmelig for de muligheder og de chancer, som Danmark har givet mig. Hvis man kæmper hårdt og vil lære, så kan man også,” siger Numaan, der glæder sig til at komme ud og hjælpe alle de ældre medborgere, som han ser som en slags erstatning for sine forældre, som han altid savner.