Der mangler unge domsmænd og nævninge
Grundlisteudvalgene i Middelfart og Fredericia Kommuner opfordrer borgere mellem 18 og 66 år, med dansk statsborgerskab og adresse i en af de to kommuner til at melde sig til hvervet som lægdommer.
Justitsministeriets undersøgelser viser, at der i særlig grad mangler lægdommere under 30 år. Der er også for få med fremmed etnisk herkomst.
Inden udgangen af marts skal der udpeges personer til den såkaldte grundliste, hvorfra landsrettens præsident henter de nævninge og domsmænd, der skal medvirke i straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere.
Grundlisteudvalgets opgave går ud på at finde personer, der dels er egnede til at virke som domsmænd eller nævninge i en retssag og dels er alsidige i sammensætningen og afspejler kommunens befolkning med hensyn til alder, køn, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.
Søg inden den 21. februar på staben@middelfart.dk - eller inden den 1. marts på hans-erik.kristensen@fredericia.dk. Oplys alder, uddannelse og nuværende beskæftigelse.