Iværksættere i Faxe har noget at glæde sig til
Vilkårene for iværksætterne i Faxe er blevet stærkt forbedret efter et nyt vækstprojekt har fået tildelt støttemidler fra EU's socialfond.
UDVIKLING Vækstfabrikken i Faxe har eksisteret i 3 år, og med udgangspunkt i de erfaringer man har fået i den tid, er man trådt ind i 2015 med opstarten af et helt nyt projekt med støttemidler fra EU's socialfond, til afholdelse af nye udviklingsforløb for blandt andre iværksætterne på Vækstfabrikken i Faxe.
Med en klar definition af forløbets indhold, ser det ud til at iværksætterne på Vækstfabrikken får styrket deres vilkår væsentligt.
Projektleder Anne Louise S. Andreasen fra Vækstfabrikken i Faxe fortæller:
- At der nu er tale om et udviklingforløb med en klar struktur, er en klar styrkelse af iværksætternes vilkår. Strukturen hun henviser til giver nu iværksætteren en samlet plan der sikrer, at man kommer hele vejen rundt i arbejdet med at blive klædt helt optimalt på, såvel personligt som strategisk, ifm opstart af sin virksomhed.
Samtidig er målgruppen for forløbet nu defineret som virksomheder der er under 3 år gamle, i modsætning til tidligere hvor virksomhederne godt måtte have eksisteret længere.
De 4 elementer
Inkubationsforløbet indeholder 4 elementer, der hver især er relevante for iværksætteren, men dog ikke alle er obligatoriske for at indgå i forløbet.
De 4 elementer er: 1) Workshops omkring forretningsudvikling, 2) Vækstiværksætteruddannelsen 3) Mentorordning og 4) Innovationsforløb.
Workshops
Iværksætteren deltager på workshops, hvor der arbejdes med forretningsmodel, markedsføring, salg, finansiering og økonomistyring.
Vækstiværksætteruddannelsen
I forløbet tilbydes iværksætteren at deltage på Vækstiværksætteruddannelsen.
Og hvor forløbets workshops går på forretningsudvikling, så går denne uddannelse meget på det personlige - Hvordan er man som leder? Hvordan er ens egne personlige ressourcer? osv.
- På iværksætteruddannelse har vi hentet underviserne fra den absolut øverste hylde, så dér har de virkeligt noget at glæde sig til, fortæller Anne Louise S. Andreasen.
Mentorordning
Iværksætteren kan desuden få tilknyttet en mentor hvis det ønskes - og alle mentorer er særligt udvalgt ud fra at have stor interesse for og erfaring med iværksætteri.
Innovationsforløb
Er iværksætteren en produktionsvirksomhed, tilbydes denne endvidere et innovationsforløb, som er et sparringsproces der spænder lige fra det første produktdesign og helt til kundeafprøvning. Innovationsforløbet foregår i samarbejde FABLAB Denmark.
Prøveforløb
Udover et inkubationsforløb er der åbnet op for et såkaldt prøveforløb for virksomheder, der endnu ikke har fået et CVR nummer.
Det er virksomheder der har deltaget på Business Faxe's iværksætterforløb og derefter har fundet ud af, at de vil have en virksomhed at føre deres idé ud i livet med.
- Det kalder naturligvis på noget professionel vejledning, og det får deltagerne så gennem samtaler, workshops og networking gennem de 6 måneder prøveforløbet typisk varer, fortæller projektlederen.
Det er værd at prioritere
På Vækstfabrikken anser Anne Louise S. Andreasen det som en af hendes vigtigste opgaver til daglig, at lære iværksætterne hvor vigtigt det er at prioritere at blive klædt på til at drive sin virksomhed, så der ikke kun fokuseres på den gode ide.
- Den gode idé og finansiering gør det ikke alene, der skal også viden og værktøjer til på såvel det personlige som strategiske plan. Derfor er det en klar fordel, at der er skabt en klar struktur for forløbet hos os.
Det bidrager nemlig rigtig godt til at sikre iværksætteren et godt overblik undervejs, fortæller Anne Louise S. Andreasen, som glæder sig til at følge udviklingen for det nye projekt Vækstfabrikkens iværksættere i 2015.