Fire religioner i Friskolen i Vellev
De største elever satte fokus på naturvidenskaberne. Resten på religion
En emneuge i Vellev Friskole forleden havde det lidt usædvanlige tema: Religion.
I den yngste gruppe drejede hele ugen sig om kristendom. Der var dagligt en fortælling i kirken, og der blev set nærmere på nogle af bibelhistorierne. Derefter skabte elever forskellige seksbenede dyr af papmache på balloner, og malede religiøse symboler på plexiglas.
I gruppen for 4.-6. klasse tog de fat i en ny tro hver dag og arbejdede med de enkeltes ritualer, mad, kultur og kunst. Det drejede sig om kristendommen, islam, buddhisme og hinduisme. På skift arbejdede grupperne enten inde i det kreative værksted eller i Vellevs nye bålhytte. Eleverne lavede blandt andet perlesmykker og religiøse figurer af ler. I bålhytten lavede de mad over bål. Her blev der talt om, at mad er med til at kendetegne kulturer, traditioner og ikke mindst religiøsitet. Derudover blev der talt om, at der er mange forskellige spiseregler forbundet med de forskellige religioner.