Fortsæt til indhold

Frode Laursen i pilotprojekt

Samfund
Arkiv

Frode Laursen A/S har i tæt samarbejde med TSU (Transportsektorens Uddannelsesfond – ATL og 3F) skabt muligheden for, at etablere et Frode Laursen Driver Academy hvis mål er at uddanne flere unge chauffører til transportbranchen.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Formålet med pilotprojektet er, at få skabt interesse omkring chaufføruddannelsen, samt fastholde de unge i uddannelsen. Pilotprojektet tager udgangspunkt i den nuværende godschaufføruddannelse, men med nogle justeringer der skal gøre det mere attraktivt for de unge. Vi håber de erfaringer vi gør os med pilotprojektet, kan være med til at justere på den nuværendeuddannelse.
Gennemsnitsalderen på en dansk chauffør ligger omkring de 50 år, og der uddannes ikke nok nye chauffører til at dække den almindelige afgang, som enten skyldes pension eller manglende fornyelse af EU kvalifikationsbeviset.
"Branchen har behov for flere kvalificerede chauffører, og vi håber at pilotprojektet vil være medvirkende til at tiltrække flere unge," siger virksomheden.
Frode Laursen har derfor i samarbejde TSU og Tradium Djursland, etableret et Driver Academyhvor målet er, at rekruttere 20 potentielle chaufførlærlinge som vil blive tilbudt den ”nye” chaufføruddannelse.
Der er lagt vægt på, at de unge chaufførlærlinge får tilknyttet en ”Fadder” under en stor del af uddannelsen, fordi sikkerhed, kvalitet og service spiller en afgørende rolle.
Frode Laursen vil gennem eget Driver Academy sikre, at man er i stand til at dække den naturlige afgang af chauffører i virksomheden, og derudover udvikle nogle nye chauffører til transportbranchen.