Fortsæt til indhold

“De har taget havnen fra os!”

Reaktionerne var blandede efter endnu et velbesøgt møde om Rungsted Havns fremtid

Samfund
Fred Jacobsen

Historien om Rungsted Havn fik tirsdag tilføjet endnu et kapitel med endnu et dialogmøde.
Omkring 120 deltog i et livligt møde, hvor borgmester Morten Slotved (K) brugte meget af sin tid på at skabe tillid, forsikre bekymrede sejlere om, at havnen har en blomstrende fremtid, og at Hørsholm Kommune hverken kan eller vil trække penge ud af havnen - og heller ikke tænker på at sælge den.
Reaktionerne fra deltagere efter mødet var blandede:

Nicolai Møller-Andersen, formand for Rungsted Sejlklub:
“Der er nu en dialog om vedtægterne. Det kom der god feedback på i dag. Vi sejlere får nu mere indflydelse end tidligere. Det er positivt. Jeg kunne så godt tænke mig en garanti mod salg af havnen og en vetoret for sejlerne i bestyrelsen, så den ikke kun ligger hos kommunen.”

Sussie Grevsen:
“Lad mig citere et tysk ordsprog: 'Man versteht die Hinsicht und wird verstimmt'. Jeg har fortsat en masse spørgsmål. Hvad er en havn? Er den til for sejlerne, erhvervsfolk eller for restauranterne? Jeg frygter, at havnen vil udvikle sig på en måde, så vi eksempelvis ikke kan have vores både på land, hvor de er nu, fordi der er for meget uro med natbevillinger til restauranterne og lignende.”

Sven Johansen:
“Jeg ved nu, at jeg aldrig skal stemme konservativt. Vi har Danmarks bedste havn. Jeg tror ikke på ham (borgmester Morten Slotved, red.) De har taget havnen fra os. Det er et overgreb!”