Håndboldspillerne sov godt og grundigt
45 af IF Ådalens U8 og U10 håndboldspillere til overnatningsstævne i Ådalshallen
Trænere, forældre og håndboldbørn strømmede en fredag aften til Ådalshallen for at teste hinanden af på banen - og have nogle hyggelige timer sammen.
IF Ådalens håndboldafdeling inviterede til overnatningsstævne, hvor klubbens egne spillere både skulle spise og sove i hallen.
Gæsteholdene fra Todbjerg-Mejlby IF, B95 Fjorden og Hornslet IF var med de første 3-4 timer - og måtte ”nøjes” med håndboldkampe og popcorn.
For Ådalens spillere bød programmet efter kampene på aktiviteter blandt andet med forskellige poster rundt omkring i hallen.
En flok seniorspillere havde meldt sig som hjælpere, og Dagli'Brugsen i Lime sørgede for blå spilletrøjer til alle IF Ådalens spillere.