For mange smalle steder i Hornslet
Syddjurs Kommune er sammen med lokalområdet gået i gang med en helhedsplan for Hornslet
Mens der ikke er smalle steder i Bredgade, ser de trafikale udfordringer i Hornslet anderledes ud, hvor det flere steder kniber med trafiksikkerhed - og plads til trafikken. Syddjurs Kommune skød i slutningen af 2014 arbejdet med en helhedsplan for Hornslet i gang, og der er allerede afholdt flere møder blandt andet med deltagelse af Hornslet Distriktsråd, konsulentfirmaet Niras og indbudte personer fra skole og fritids- og handelsliv m.m.
Formålet med helhedsplanen er først og fremmest at tegne et samlet billede af gennemførte og delvist gennemførte trafik- og byrumsprojekter samt at sikre, at planerne for kommende projekter svarer til fremtidens behov.
”Vi ser ikke isoleret på en midtbyplan, da det handler om en helhedsplan, som både omhandler de trafikale forhold i byen og ønsket om en ny tilkørsel til motorvejen for at undgå krydsning af jernbanen ved Skrald,” fortæller formand for Hornslet Distriktsråd, Hans Nielsen.
”Der er kommet meget mere trafik på Byvej efter apotekets åbning, og samtidig er der stor trafik af både cyklende og gående skolebørn. Der er parkeringspladser på vejen, og der skal være plads til lastbilerne med varer. Øvelsen består blandt andet i at få de forretningsdrivendes interesser til at spille sammen med trafikforbedringer og større sikkerhed.”
Tendrupvej er blevet mere trafikeret efter ensretningen af Ballesvej og Letbanen betyder forandringer ved stationsområdet, når der kommer dobbelt så mange krydsende tog på vejen.
Også fokus på Løgtenvej
”Det er også rigtig fint, at Syddjurs Kommune nu har afsat penge til trafikforbedringer på Rosenholmvej. Der er ikke noget trafiklys med i den foreløbige plan, men det betragter jeg dog stadig som en mulighed.”
Der er også fokus på den stærkt trafikerede Løgtenvej.
”Vi er enige om at arbejde videre med en plan om omlægning af Løgtenvej, så vejen inden jernbaneoverkørslen i Skrald føres til venstre langs med banen for at blive tilkoblet motorvejen,” fortæller Hans Nielsen.
”Vejafdelingen i Syddjurs Kommune bakker denne løsning op, og jeg tror, at der også lige så stille begynder at vise sig politisk velvilje for dette forslag. Men vi skal have fat i Aarhus.”