Deltidslandmænd bidrager med 25 mia.
Danske deltidslandmænd fylder godt i samfundsøkonomien
Selv om de har job ved siden af, bidrager danske deltidslandmænd alligevel med et klækkeligt beløb til den danske samfundsøkonomi. De tegner sig for 25 milliarder kroner, og beskæftigelseseffekten kan opgøres til cirka 21.000 fuldtidsbeskæftigede.
Tallene fremgår af en nyligt offentliggjort rapport om det danske deltidslandbrugs samfundsøkonomiske betydning, gennemført af NIRAS og Center for Regional- og Turismeforskning i samarbejde med Videncentret for Landbrug.
I tilknytning til samfundsanalysen er der udarbejdet interviews med deltidslandmænd med forskellige produktionsgrene.
Et fællesskab for familien
Niels Andersen, Mols, er én af dem, der har valgt at kombinere et lønmodtagerjob med sin interesse for landbrug. Han er ansat i 32 timer ugentligt i Punkt 1 og har således en ugentlig fridag.
At han er deltidslandmand betyder ikke, at det kun er for sjov. Han har også ambitioner.
”Min drivkraft er at lave kvalitetskød, kød jeg kan stå inde for og kan være stolt af. Jeg går aldrig på kompromis i arbejdet på gården, det gælder også i forhold til naturen. Vi har kun naturen til låns, og mit mål er at aflevere den igen i bedre stand, end jeg overtog den.”
Han understreger, at deltidslandmænd skal være kendte for at lave kvalitetsprodukter.
“Vi har bedre tid og andre betingelser end fuldtidslandmanden, og det skal afspejle sig i produkterne.”
Landbruget supplerer hans job i Punkt 1 perfekt. Han nyder den frihed han har, når han kommer hjem, og det at lave noget andet end det han dagligt gør på sit arbejde.
“Her er der luft omkring én, højt til himlen og man følger årets gang.”
Han og hans hustru Helle startede, da børnene var små.
“Fællesskabet er helt klart en del af det. I dag er børnene voksne og under uddannelse, så dengang var det mere et familieforetagende, end det er i dag.”
Niels Andersen kan se på sine to store sønner, at de har nydt at vokse op med motocross, heste og de andre herligheder lige uden for døren.
“Det at leve og bo her midt i denne natur har givet os som familie nogle fantastiske stunder, som for eksempel når vi tager aftensmaden med op på marken. For et par weekender siden så jeg tilfældigt, at min søn på 19 havde sat sig op på marken sammen med en flok kammerater og en pose øl. De havde simpelthen valgt at sidde der midt i naturen og holde for-fest inden de skulle i byen. Det gør mig glad, at de også kan se skønheden i dette sted.”
Niels og Helle Andersen har Hereford-kvæg, i alt cirka 70 dyr med 30 moderdyr, opdræt og tyre. De har 72 hektar jord i Nationalpark Mols Bjerge og driver der ud over naturpleje på cirka 150 hektar.
Årsmøde i deltidsudvalget
Mandag 23. februar er der årsmøde i deltidsudvalget under Djursland Landboforening klokken 19.30 på Landbocentret i Følle. Her vil rapporten om deltidslandbrugets samfundsøkonomiske betydning blive præsenteret og uddybet med et debatoplæg ved Eva Glerup, projektleder ved Videncentret for Landbrug.
Formand for deltidsudvalget Asger Sørensen vil aflægge årsrapport om udvalgets arbejde i det forløbne år og fortælle om det fremadrettede arbejdsprogram. Herudover afholdes valg til udvalget blandt fremmødte medlemmer af Djursland Landboforening. Udvalget består af fem personer, hvoraf formanden har plads i Djursland Landboforenings bestyrelse.