Fortsæt til indhold

Populær app hindrer fartbøder

Der er udsigt til at spare flere tusinde kroner med appen ’Fartkontrol.nu’, der er blevet et hit på rekordtid.

Samfund
Af Louise Lindblad

Der er været meget omtale – både på godt og ondt - om de 75 nye fotovogne, der er sat på vejene landet over i starten af denne måned, og det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at det lige netop er fartkontrol-apps, som er blevet populære den seneste tid.
Appen 'Fartkontrol.nu' er i øjeblikket den mest downloadede app i Danmark, og konceptet er ganske simpelt: brugere kan både se og anmelde AKT-vogne (Automatisk Trafikkontrol) over hele landet, og hvis man nærmer sig en fartkontrol, vil man blive alarmeret med en sirenelyd.
Selvom det kan virke som om, at det primært er brugerne, der vil få glæde af dette, så understreger Midt- og Vestsjællands politi, at de synes det er positivt, at folk bliver mindet om at sænke farten.
- Generelt har politiet ikke noget i mod, at folk bliver gjort opmærksomme på, hvor vores AKT-vogne holder gennem apps eller på andre måder, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi, som desuden fremhæver, at politiet også selv gør folk opmærksomme på, hvor fotovognene holder via Twitter.
Pas på farten på Holbækvej i Kalundborg – ellers blinker vi til dig #Politidk', lyder et tweet blandt andet på politiets Twitter-profil.
- Formålet er, at farten skal ned, så omfanget af en ulykke bliver så lille som mulig, når uheldet er ude, lyder budskabet fra Martin Bjerregaard.
Fartkontrol.nu' kan downloades gratis på App Store, og alt man skal gøre for at spare bøder er at holde appen åben under køreturen – og naturligvis overholde fartgrænserne. Appen kan desuden også advare om kø eller vejarbejde på vejene.