Fortsæt til indhold

Hair by Holt vil rede Gjerrild

Ida Holt Christensen har åbnet frisørsalon i Gjerrild

Samfund
Anette Bonde

Egentlig ville Ida Holt Christensen have åbnet sin nye frisørsalon i Gjerrild 1. november sidste år, men hun valgte at vente til 10. november. Hun havde nemlig meldt sig til et frisørkursus i Hamburg, og det ville hun bare med til.
“Jeg går meget op i at efteruddanne mig. Jeg elsker at lære nyt, og det er dejligt at komme ud og snakke med andre frisører om mode, farver, metoder og hvad der ellers hører faget til.”

Er vild med at lære nyt

Ida Holt Christensen har i det hele taget et åbent sind.
“Vi skal lære noget nyt hele livet, ellers bliver det hele for ensformigt. Jeg går i seng med et smil på læben, fordi jeg har lært noget den dag, og når jeg står op, er det for at lære noget nyt igen”, smiler hun.
Den dag, hvor Lokalavisen var på besøg, havde hun for eksempel mødt nye mennesker og havde også fået en ny kunde, som hun talte om frisure med. Da kunden tog afsted var denne ovenud glad for resultatet.
“Det er en god mavefornemmelse at sende kunder afsted igen, der siger tak.”

Konfirmandaftener

Ida Holt Christensen vil ikke alene sætte hår i Hair by Holt, hun vil også gerne give inspiration ved forskellige arrangementer. Hun har allerede et par stykker på bedding, nemlig konfirmandaftener. Ved to tøse-aftener i februar vil hun vise frisurer, mode og give fif til make-up.
Omkring jul var hun også ude og sætte hår på børnene ved et julearrangement.

Blyen tog godt imod

Ida Holt Christensen var i lære i en salon i Mørke og fik sit svendebrev i februar 2014. Hun blev derefter ansat i en salon i Skødstrup. Hun har imidlertid altid haft en drøm om at starte egen salon, og har nu indrettet “Hair by Holt” i familiens hus på Hestehavevej i Gjerrild.
“Byen har taget rigtig godt imod mig, og jeg har da også kunder fra de andre små byer her omkring.”
Hun er glad for, at hun valgte at åbne i Gjerrild.
“Det er en utrolig dejlig by at være i. Åbningen har været fantastisk, og folk har ment det, når de er kommet og har sagt tillykke med smil på læben.”