Fortsæt til indhold

Aarhus-politiker rækker hånden ud mod Hornslet

Folketingskandidat Gert Bjerregaard (V) tilbyder at være kontaktled mellem Syddjurs/Hornslet og Aarhus

Samfund
Mogens Greve

Et nærtstående folketingsvalg er medvirkende til i bogstaveligste forstand at få byrådsmedlem og folketingskandidat for Venstre, Gert Bjerregaard, på banen. Gert Bjerregaard er parat til at gå ind i sagen om en ny vej mellem Løgtenvej og tilkørslen til motorvejen, så man eventuelt helt kan nedlægge baneoverskæringen i Skrald Skov.

Politisk arbejde

”Det har da en vis betydning, at jeg som folketingskandidat også har brug for stemmer på Djursland, men jeg ser det nu også som en naturlig del af mit politiske arbejde at gå ind i sagen om en ny tilkørselsvej fra Hornslet til motorvejen og være kontaktled mellem Syddjurs og Aarhus og i første omgang medvirke til, at mulighederne bliver undersøgt,” siger Gert Bjerregaard, som i øvrigt bor med sin familie i postnummer 8543 Hornslet.
”Som folketingskandidat og medlem af teknisk udvalg i Aarhus har jeg en interesse i at binde tingene sammen og se på, om man kan finde frem til et fælles forslag. Jeg vil prøve at løfte det i Aarhus Kommune - og via den vej til de statslige tilskudsmuligheder. Men det kræver, at Syddjurs også vil, så derfor strækker jeg i første omgang hånden frem for nu at høre, hvad man siger til det i Syddjurs.”
Realistisk

Gert Bjerregaard mener, at det er realistisk at finde pengene i forskellige kasser, da der er mange fælles interesser for at finde en god løsning - Aarhus og Syddjurs Kommuner, Banedanmark, vejdirektoratet og staten blandt andet.
”Det vil også betyde, at Aarhus ikke længere skal arbejde for ændringer/forbedringer ved Løgtenvejs udmunding i Kirkholtvej, og at det ikke længere er nødvendigt at lave en forlængelse af cykelstien fra baneoverkørslen ved Skrald og ind i Aarhus Kommune.”
Gert Bjerregaard understreger vigtigheden af at få sagen belyst relativt hurtigt, så ikke cykelsti og trafikforbedringer bliver sat i bero på ubestemt tid - uden at have en plan for det.