Fortsæt til indhold

Lokal opbakning til købmand

Borgerne i Ravsted tog sagen i egen hånd, da Brugsen lukkede i december

Samfund
Af Betina Skjønnemand

De lader sig ikke sådan kue i Ravsted. Det har der været en del eksempler på den sidste tid, og i sidste uge viste det lille lokalsamfund endnu en gang, at de formår at rykke sammen, når det virkelig gælder. Denne gang var der behov for fællesskabet til at få genetableret en indkøbsmulighed i byen, efter at den lokale brugs lukkede i december måned.
“Vi satte straks gang i en arbejdsgruppe, der skulle finde ud af, hvordan vi igen kunne sikre en butik her i byen. Heldigvis er mange her i byen bevidste om, at vi skal holde gang i lokalsamfundet, og at en butik er særlig vigtig,” lyder det fra Kurt Jessen, der var en af de fire, der for alvor fik gang i planerne.
Siden har der været forhandlinger om køb af den ejendom, der huser butikken, ligesom der er blevet stemt dørklokker, og i sidste uge kunne der holdes stiftende generalforsamling over det andelsselskab, der skal danne grundlag for en ny købmand i Ravsted.
“Det har været helt vildt med opbakningen. Vi har solgt andelsbeviser for 425.000 kr. og det betyder, at vi nu kan sætte gang i processen. Hvis alt går godt kan vi åbne en købmand om seks til otte uger,” fortæller Kurt Nissen videre. Han håber, at den særlige konstruktion omkring købmanden er med til at sikre butikkens eksistens på længere sigt.
“Nu har rigtig mange jo købt andelsbeviser, så jeg håber da, at folk de lidt tænker på det som “deres” butik, og derfor også handler i butikken,” slutter Kurt Nissen.