Fortsæt til indhold

Skolebørn opfører musical fra koncentrationslejrens tid

Samfund
Kian Johansen

Som de første i Danmark vil eleverne på Hadbjerg Skole opføre en helt særlig musical, Terezíns Ildfluer, der første gang blev spillet for 70 år siden af børn i koncentrationslejren Theresienstadt, fortæller Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Børnene får blandt andet hjælp af overlevende fra lejren, en amerikansk musikprofessor og en musicalstjerne.
Favrskov Kommune har nu sat 40.000 kroner af til projektet, og Nationalmuseet har meldt deres interesse.
I 1943 og igen i 1945 lød der musik og sang midt i gruen i koncentrationslejren i Theresienstadt i Tjekkiet. Her opførte en gruppe af lejrens børn musicalen The Fireflies, Ildfluerne. Opsætningen baserede sig på et tjekkisk eventyr om ildfluernes korte, men smukke og betydningsfulde liv. Stykket var skrevet, instrueret og illustreret af professionelle kunstnere, der var interneret i lejren.

Rekonstruktion af stykke

Det musikdramatiske teaterstykke er en rekonstruktion af den oprindelige forestilling fra Theresienstadt. Den nye udgave blev opført i USA i 2013. Men den har aldrig været spillet i Danmark, og heller ikke i Europa siden 1945. Det gør landsbyskolen Hadbjerg Skole i Favrskov Kommune nu noget ved.
Musikprofessor Lauren McConnel, der var dramaturg på den rekonstruerede musical i USA, hjælper til med opsætningen. Musicalstjernen Thomas Ambt Kofod er hyret som instruktør, og den jødiske skuespiller Simon Rosenbaum, der selv oplevede krigen, er fortæller.
Omkring 100 elever fra 4., 5. og 6.klasse er med til at opsætte og opføre stykket, som bliver akkompagneret af koncertpianist Anna Nadyrian Nørgaard.
Danske Salle Fischerman, der som 14-årig var lystekniker på forestillingen om ildfluerne i 1945, har også været en inspiration til skolens arbejde med musicalen.

Fra Hadbjerg til København

Ambitionen er, at stykket ikke bare skal opføres lokalt, men også bredes ud over kommunegrænsen. Blandt andet har Nationalmuseet i København meldt deres interesse.
Skolelærer Elisabeth Clark er primus motor for det store projekt. Hendes søster har oversat den børnebog, som stykket oprindeligt var inspireret af, og det var på den måde, hun fik idéen til stykket.
"Det er en helt fantastisk fortælling, som rummer utroligt mange følelser og historie, så det er en stor oplevelse for både børn og voksne at være med i. Først og fremmest ønsker vi at ære og mindes de mange børn, der opførte stykket for 70 år siden. Men samtidigt får eleverne også historien ind under huden på en helt anden måde, end hvis vi havde læst en bog i klassen," forklarer Elisabeth Clark.
Musicalen Terezíns Ildfluer bliver opført første gang for offentligheden 4. maj i HØST-hallen i Hadbjerg i Favrskov.
I øjeblikket er Hadbjerg Skole i dialog med Nationalmuseet om en mulig forestilling i København.