Skadedyrsfirma vil også levere brandsikkerhed
Roskilde-virksomheden Anticimex fordoblede sidste år sin forretning i Danmark, og er nu klar til at indtage et helt nyt forretningsområde i 2015.
UDVIKLING Anticimex i Roskilde, vil i 2015 satse på tre forretningsområder – dels skadedyrsbekæmpelse, dels fødevarehygiejne, og så har virksomhedens danske direktør et håb om at komme ind på markedet for brandsikkerhed.
- Selvom vores tre områder umiddelbart lyder langt fra hinanden, er der en tæt og naturlig sammenhæng mellem dem, fortæller Jens Peter Nielsen, administrerende direktør for Anticimex Danmarks 60 ansatte.
Anticimex er en af de førende virksomheder inden for skadedyrsbekæmpelse, hvor de har ekspertise inden for bekæmpelse af rotter, kakerlakker, væggelus og andre skadedyr.
Via opkøb af Dansk Skadedyrskontrol i 2014 og ISS Skadedyrsbekæmpelse i 2013 fordoblede Anticimex sin danske forretning. En del af kunderne er i fødebranchen, hvor tilstedeværelsen af skadedyr selvsagt er ekstra kritisk.
- Fødevaresikkerhed handler om opbevaring og omgang med madvarer, og vi ved, at hvis madvarer ikke håndteres korrekt, er der øget risiko for, at der kommer skadedyr, fortæller Jens Peter Nielsen og forklarer dermed hvordan skadedyrskontrol og fødevarekontrol er tæt forbundet.
Fødevarehygiejne
En del af de opgaver, Anticimex udfører hos bland andet restauranter og industrikøkkener er rådgivning og egenkontrol.
- Fødevarevirksomheder skal opfylde mange krav fra myndighederne. I samarbejde med virksomheden gennemgår vi deres arbejdsgange og deres lokaler og hjælper dem til at se de risici, der er.
Derefter rådgiver vi virksomheden, så fejl og mangler bliver udbedret, inden fødevarekontrollen dukker op. Vi ved alle, at man ikke har lyst til at spise på en restaurant, der har fået et påbud fra fødevaremyndighederne, så det hjælper vi vores kunder til at undgå, siger Jens Peter Nielsen.
Klar til at tilbyde brandforebyggelse
Beredskabet i Danmark gennemgår i øjeblikket en reform, der gør, at de 87 beredskaber skæres ned til kun 20. I forbindelse med denne omstrukturering håber Anticimex at finde et nyt marked.
- Vi vil gerne ind på markedet for forebyggende kontrolbesøg på virksomheder, da brandforebyggelse ligger tæt op ad de ydelser, vi allerede er specialister i, fortæller Jens Peter Nielsen.
Mange virksomheder skal i dag gennemgå regelmæssige brandinspektioner for at sikre, at der ikke er brandfælder, at kemisk materiale opbevares forsvarligt, at der er tilgængelige flugtveje og så videre.
I dag er det oftest det lokale brandvæsen, der foretager disse kontrolbesøg, men fremover håber Anticimex at kunne være med i konkurrencen.
En allround sikkerhedsudbyder
Claus Gärtner er uddannet brandinspektør hos Anticimex. Han fortæller:
- Vi kender i forvejen forholdene hos de virksomheder, hvor vi udfører skadedyrskontrol og fødevarekontrol, så det er oplagt, at vi udfører brandinspektionen, mens vi alligevel er der. På den måde bliver vi en allround sikkerhedsudbyder.
I Anticimex' tilbud om brandforebyggelse ligger også uddannelse af medarbejdere.
- Den menneskelige ressource er uvurderlig i en krisesituation. Derfor lægger vi vægt på, at personalet er uddannede, så de ved, hvad de skal gøre, hvis uheldet sker - så ud over brandkurser tilbyder vi også kurser i førstehjælp, fortæller Claus Gärtner.
Han oplyser, at han kun har fået positive tilbagemeldinger på det nye tilbud om brandforebyggelse, så med et helt nyt forretningsområde under opbygning går Roskilde-virksomheden et spændende 2015 i møde.
sl