Mandø skal være smart ø
Der skal tænkes ud af boksen ellers mister Mandø på sigt sine fastboende.
Ordene er Socialdemokratiske og kommer fra Anders Kronborg. Som formand for Teknik & Byggeudvalget var han i sidste uge med til at behandle et forslag om at gøre Mandø til en såkaldt 'smart island'.
Et koncept der skal skabe erhverv og øget bosætning på den lille Vadehavsø.
Hvert år besøges øen af masser af turister, men de bliver kun et par timer, og det er blandt andet der, der skal sættes ind med flere overnatningsmuligheder, spisesteder og flere guidede ture rundt på øen.
Også Mandøs biltrafik skal kraftigt reduceres. På de mest velbesøgte sommerdage drukner den smukke ø nærmest i biler, og det skal der laves om på.
I en tid hvor kommunekassen ikke just bugner, skal der tænkes alternativt for at kunne forvandle Mandø til smart island. Ifølge Anders Kronborg satses der på EU-midler og fondskroner.