Boybandet Lighthouse X gav surprise-koncert for hjertesygesyge fastelavns-børn
Hjertesyge børn og deres familier blev overraskede på Skejby Sygehus i sidste uge
Skejby Sygehus' afdeling for hjertesyge børn havde i onsdags besøg af en pirat, en teletubbie, en cheerleader, en prinsesse samt selveste Spiderman - og så desuden bandet Lighthouse X. Bandet kom nemlig forbi for at overraske de udklædte fastelavnsbørn med en mini-koncert.
Midt på en gang, med sygeplejersker vandrende forbi, spillede bandet sine sange. Ungerne sad som hypnotiserede med store øjne, da Søren Bregendal, Johannes Nymark og Martin Skriver åbnede munden.
I de stille sange kunne man høre en knappenål falde til jorden.
Ind i mellem numrene talte de tre gutter fra bandet med børnene og spurgte dem blandt andet, hvorfor de var på hjerteafdelingen.
“Min storebror har fået et hjertestop,” rakte en lille pige hånden op og fortalte.
“Jeg er selv hjertesyg. Men altså jeg er rask og går i skole og mærker ikke noget til det - mine venner tænker heller ikke over det,” fortalte 9-årige Asbjørn Frost fra Skanderborg, som har en forsnævring på hovedpulsåren og er blevet opereret flere gange - første gang, da han var en uge gammel. I dag går han til kontrol.
Et ekstra pift i hverdagen
Besøget havde Lighthouse X planlagt i samarbejde med Børnehjertefonden. De tre mænd i bandet har nemlig hver sin mærkesag, som de på forskellig vis støtter op om og donerer penge til. Johannes Nymark, som i øvrigt er fra Mårslet ved Aarhus, har selv levet med en hjertesyg mor siden teenagealderen. Derfor er hans mærkesag Børnehjertefonden.
“Det er en speciel oplevelse at komme ud og se børnene i øjnene - det er jo dem, det handler om. Vi håber, at vi kan være med til at gøre bare en lille forskel i deres hverdag,” siger Johannes Nymark.
Tiltaget bliver i hvert fald værdsat af Asbjørn Frosts mor:
“Det er fedt, at nogle støtter op om sagen på den her måde. Det giver lige dagen et ekstra pift,” siger Rikke Frost.
Asbjørn selv synes også, at det var en lidt fed oplevelse.
Har du set nogle fra bandet før?
“Øhm ja, jeg synes, at jeg har set ham dér før - mange gange ovre på min skole,” siger Asbjørn og peger på Søren Bregendal, som dog kommer fra Sjælland.