Fortsæt til indhold

Venstre fik flest penge til kommunalvalget

Partiets lokale afdeling fik 132.298 kr. i 2013. Det er markant mere end Socialdemokraterne og Konservative fik

Samfund
Af Theis Otzen

Der var gang i indbetalingerne til Venstre op til kommunalvalget i 2013. Her modtog Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune 132.298 kroner i støtte fra for offentligheden hemmelige bidragydere.
Beløbet er ifølge en oversigt fra Berlingske blandt de højeste lokalbidrag i Danmark i 2013.
Under valgkampen i efteråret 2013 var Venstre i Lyngby-Taarbæk i søgelyset, fordi partiet holdt et netværksmøde i samarbejde med Lyngby Boldklub, hvor klubbens sponsorer var inviteret til at høre om Venstres politiske visioner for kommunen. Ifølge flere mødedeltagere havde mødet klar karakter af fundraising, der er en meget brugt metode til at samle penge til politiske kampagner. Det blev dog dengang afvist af både daværende borgmester Søren P. Rasmussen og lokalformand Jacob Dahl Christiansen.
Men i dag er det dog en kendgerning, at Venstre op til kommunalvalget var særdeles dygtige til at samle penge ind.
I dag siger Jakob Dahl Christiansen, at partiet er glade for de 132.298 kroner, partiet modtog i 2013.
"Det var valgår, og der var flere, som gerne ville bidrage. Det er vi naturligvis glade for. Hvad angår det samlede bidragsbeløbs størrelse har vi ingen holdning til, om det er stort eller lille i forhold til, hvad andre foreninger modtager. Vi er glade for alle bidrag, både store og små, og også stolte over at modtage over 100.000 kroner i bidrag til valgkamp. Beløbets størrelse skal ses i relation til, at 2013 var et valgår," siger Jakob Dahl Christansen.

Ikke korrekt placering

Han mener samtidig ikke, at Venstres placering som den vælgerforening, der ifølge Berlingske fik tredjemest i støtte i 2013 er retvisende. Berlingske har søgt om aktindsigt i samtlige kommunale vælgerforeningers erklæringer om partistøtte. Her skal partierne oplyse, hvis de har fået mere end 20.000 kroner i støtte fra en enkelt bidragsyder. Men Venstres lokalformand Jakob Dahl Christiansen har i sin indberetning til Lyngby-Taarbæk Kommune fejlagtigt oplyst hele det samlede bidrag, hvilket han ikke var forpligtet til.
“Jeg havde reelt ikke behøvet at oplyse, hvor meget vi modtog i støtte. Det var kun, hvis vi har fået over 20.000 kroner fra én bidragyder, eller hvis vi har modtaget anonyme bidrag, at jeg var forpligtet til at oplyse det – og det har vi ikke. Men jeg havde fortolket det forkert, og det er der rettet op på nu i vores erklæring om partistøtte. Vi overholder reglerne. Jeg tror, at der er andre vælgerforeninger, der eftersom der ikke er krav herom, har undladt at oplyse, præcist hvor meget de har fået, og derfor er vores placering som nummer tre i 2013 ikke retvisende,” siger Jakob Dahl Christiansen.

Andre partier langt efter

Med de 132.298 kroner i støtte var den lokale Venstre-forening bådlængder foran de andre partier i kommunen. De to andre store partier i Lyngby-Taarbæk Kommune var langt fra at samle lige så meget ind i støtte.
Socialdemokraterne fik under 20.000 kroner i bidrag i 2013, oplyser viceborgmester Simon Pihl Sørensen.
"Vi fik kun mindre bidrag. Samlet var det under 20.000. Det giver nok ikke så meget, fordi vi ikke aktivt søger at blande politik og tilskud, og det har vi det godt med," siger Simon Pihl Sørensen.
De Konservative - som blev valgets vinder - må også skele misundeligt til Venstres store beløb.
"I 2013 fik vi 11.000 kroner i eksterne valgbidrag fra privatpersoner, virksomheder og foreninger," oplyser Christine Berndt Henriksen, der er lokalformand for De Konservative.
Foruden de ovennævnte beløb kan partierne godt have modtaget mere i støtte. Hvis eksterne virksomheder eksempelvis har betalt annoncer, trykt valgplakater eller afholdt valgarrangementer omkostningsfrit figurerer det nemlig ingen steder.