Døde svaner fra Slotssøen obduceret
Arkiv
Fødevarestyrelsen har obduceret de to døde svaner, som tidligere på ugen blev fundet i Slotssøen i Kolding.
Heldigvis var der ikke tale om fugleinfluenza. Den ene svane døde af nyresvigt, mens den anden meldes død af sult. Da der i den milde vinter er masser af føde til både svanerne og de øvrige fugle i Slotssøen, har den sidstnævnte svane formentlig været svækket, siden den ikke tog føde til sig.
I mellemtiden er der fundet endnu en død svane i Slotssøen. Fødevarestyrelsen mener ikke, der er behov for yderligere obduktion. Den døde svane ligger langt inde i noget siv, og der får den døde fugl lov at blive liggende, da den ikke gør nogen skade.