En svær og nærmest umulig balance

Jeg havde faktisk skrevet et indlæg omkring et organisatorisk problem, men de forfærdelige attentater i København og dagene efter gør, at jeg har behov for at indvi jer i en anden problematik.
En problematik som i det store billede er ubetydelig, og mit indlæg skal absolut ikke læses som andet en lille vinkel, som jo skal omhandle livet bag murene som byrådsmedlem.
Det handler om, hvordan vi politikere reagerer og agerer.
For hvordan skal vi som politikere opfører os, når sådan et attentat sker? Skal vi tillade os selv bare at være kede af det og muligvis også vise, at man har en frygt for, at det kunne ske for én selv?
Skal vi gå ud i medierne og fordømme straks med den snært af automatiksvar sådanne statements altid vil få, eller skal man helt undlade at kommentere på det?
Jeg valgte ikke at kommentere straks denne gang. Det gjorde jeg, fordi jeg ikke ønskede at udtale mig fyldt op med følelser og irrationelle tanker. Jeg var bange for, at jeg ville sige noget, som jeg bagefter måtte undskylde eller trække tilbage, da det var sagt i affekt. Men samtidig åbnede jeg op for, at folk kunne mene, at jeg var ligeglad, kold og kynisk, fordi jeg ikke tog afstand og ytrede min foragt.
Jeg deltog heller ikke i den mindehøjtidlighed, der blev afholdt på rådhuspladsen. Det var et meget svært valg. På den ene side ville jeg gerne udtrykke min medfølelse med de familier, der var blevet ramt af denne tragedie. Udtrykke at jeg som menneske prøver at forstå og vise solidaritet med dem. Men jeg var i tvivl, om jeg i situationen ville blive betragtet som Lars politikeren, eller som Lars aarhusianeren.
Men på den anden side synes jeg også, at det er upassende, at politikere overtager scenen en dag, hvor det er borgerne, der viser deres sympati. Jeg anklager ikke nogen for at gøre dette bevidst, men i dagens medieverden, så er det desværre en virkelighed, at hvis politikere deltager, så bliver der også i et vist omfang drevet politik.
Privatvagten blev bisat i dag, (18. februar, red.) og til begravelsen deltog både Helle Thorning og Lars Løkke. Hvorfor gjorde de det? De gør det jo ikke i deres egenskab som privatpersoner. De kendte ham ikke, og der dør mange danskere på tragisk vis, uden at de deltager. Og medierne fokuserede jo også straks på deres deltagelse. Men er det forkert af dem at deltage? Er det en velovervejet strategisk beslutning, hvor de indtænker vælgernes reaktion, eller gør de blot, hvad de lige føler for?
Jeg har i dette indlæg flere spørgmål, end jeg har svar. Jeg ved ikke, hvad der er det rigtige, eller om man overhovedet kan tale om rigtig og forkert. Jeg ønsker ikke at vurdere eller kritisere.
Jeg valgte i dagene efter at holde min lille datter lidt tættere, være lidt mere taknemmelig for livet, og prøvede at til siddesætte hverdagens triviale problemer. Det var min måde at vise respekt på, og tage afstand fra den ondskab vi alle på forskelig vis oplevede.