Mand sigtet for slag i hovedet med hammer
Østjyllands Politi fremstiller søndag en udenlandsk mand for Retten i Randers, sigtet for kvalificeret vold
Af Martin Schultz
En dommer ved Retten i Randers skal søndag formiddag afgøre, om en portugisisk mand på 56 år skal varetægtsfængsles for et voldelig forhold, begået i en lejlighed i Grenaa.
Ifølge politiets oplysninger slog manden lørdag kl. 11.41 en 53-årig mand flere gange i hovedet med en hammer under en episode i en lejlighed i Grenaa.
Manden sigtes for at have begået det, som politiet kalder ”kvalificeret vold”, som er vold af særlig grov karakter.
”Den forurettede har det efter omstændighederne godt,” fortæller politikommissær Klaus Hvegholm Møller fra Østjyllands Politi.
De to mænd, som var involveret i episoden, kendte hinanden i forvejen.