Masser af hjertestartere men kun 15 er tilgængelige
Skanderborg appellerer nu til virksomhederne i kommunen om at gøre deres hjertestartere tilgængelige døgnet rundt
Ser man på et kort over forekomsten af hjertestartere, er Skanderborg Kommune med 109 af slagsen faktisk en af de kommuner, der er godt dækket ind. Desværre er det kun de 15 af dem, der tilgængelige efter almindelig lukke tid.
Det håber formand for Kultur- og Sundhedsudvalget i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen (R), nu at få ændret på. I starten af denne uge sender kommunen et brev ud til alle dem, der har en hjertestarter hængende, som ikke er tilgængelig alle døgnets timer.
“Folk får hjertestop i alle døgnets 24 timer, og ikke kun indenfor almindelig kontortid. Derfor sætter vi gang i den her kampagne nu, for at gøre virksomhederne opmærksomme på problemet og for at appellere til dem om at gøre deres hjerterstarter tilgængelig i alle døgnets timer,” fortæller han.
Ikke udsat for hærværk
Det har man blandt andet gjort hos Jyske Bank i Ry.
“Vi har gjort det for at øge tilgængeligheden, så alle i nærheden kan hente hjertestarteren, hvis der er brug for det. Den har været hentet en gang, men kom dog ikke i brug,” fortæller Afdelingsdirektør Kim Eriksen.
Jyske Bank i Ry har aldrig oplevet hærværk på hjertestarteren, og det er der heller ikke andre af de 15 ejere af hjertestartere, der hænger udendørs, der har.
Det koster omkring 10.000 kroner, at flytte en hjertestarter ud og gøre den tilgængelig i alle døgnets timer. Det kræver nemlig et særligt skab, den kan hænge i og et besøg af en elektriker, til at montere den.
Men selvom det koster at gøre hjertestarterne tilgængelige 24/7, har Kommunen har ikke råd til at betale virksomhederne for at flytte hjertestarterne ud i det offentlige rum.
Tage Nielsen håber, at udsigten til at redde liv vil være motivation nok for virksomhederne.
Hjertestarter-kampagnen løber af stablen op til Tryghedmessen lørdag 28. februar i Niels Ebbesen Hallen, som Skanderborg Kommune og Sydøstjyllands Politi står bag.