Fortsæt til indhold

Nissen flytter ind i Hornslet Hallerne

Den nys udpegede centerchef Karsten Nissen starter 15. marts

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg har masser af tanker og idéer oppe i hovedet, men jeg vil vente med at fortælle om dem, indtil jeg er komme i gang med jobbet," siger Karsten Nissen, 41, ny centerchef i Hornslet Kultur- og Idrætscenter.
Han starter 15. marts og glæder sig til det, selv om han erkender, at "det er noget mærkeligt noget" at skulle sige farvel til den faste arbejdsplads i samfulde 19 år, Post Danmark.
Her har senest arbejdet som distributionsleder på kontoret i Aarhus med ansvar for, at postbudene i Aarhus og Tilst får afleveret posten til tiden.
Fredag var der sidste arbejdsdag, og så er der 14 dage til at lade batterierne op i, før en ny dagligdag venter lige om hjørnet.

Store forventninger

Har Karsten Nissen selv store forventninger til sit indtog i Hornslet Kultur- og Idrætscenter, så har de daglige brugere det også.
Karsten Nissen og hans familie er kendte ansigter i Hornslet og har i en lang årrække været fast inventar i Hornslet IF og hallerne.
Selv har den ny centerchef spillet både fodbold og håndbold, og også bidraget på trænersiden. I denne sæson er han med til at træne Hornslet IFs U12 drenge i håndbold.
Ligeledes er han aktiv håndbolddommer med licens til at dømme i Jyllandsserien hos mændene og 3. division hos damerne.
Børnene på 11, 10 og 5 er alle aktive i idrætsforeningen, mens den bedre halvdel nu 'nøjes' med at være back-up.
Bestyrelsesformand Jan Fischer er ikke i tvivl om, at man har skudt papegøjen med ansættelsen af Karsten Nissen.
"Karsten har det kendskab til idræt og det positive gemyt, der er nødvendigt for en leder i et idrætsmiljø, og så er han heller ikke bange for at banke i bordet, når der skal træffes beslutninger," siger Jan Fischer.

Byen og erhvervslivet

Karsten Nissen ved godt, at han får et job, der hedder 37plus i arbejdstimer og byder på en god mængde aftenarbejde.
"Jeg vil være synlig og til at få fat i, også om aftenen," lover han.
Ellers vil han begynde at bruge krudtet på at åbne Hornslet Kultur- og Idrætscenter meget mere op for erhvervslivet og byen generelt.
"Jeg har ansvaret for den daglige drift, men jeg skal også udvikle vores tilbud, og her bliver det afgørende at få involveret Hornslet By og opland og det lokale erhvervsliv i denne opgave."
I sommerferien er det planen, at taget på den gamle hal 1 skal skiftes, og så skal den ny centerchef følge op på den energirenovering, der så småt er taget hul på, og som er en klods om benet på økonomien. Hornslet Kultur- og Idrætscenter har fået bevilget en kommunegaranti af Syddjurs Byråd for et lån på to millioner kroner øremærket til energirenovering.