Fortsæt til indhold

Borgerservice - hønen eller ægget?

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

3.713 borgere har skrevet under på opfordringen til Syddjurs Byråd om "at oprette en ordentlig Borgerservice" på foranledning af Rosenholm Venstre og Socialdemokraterne i Syddjurs Vest .
"En ordentlig Borgerservice" vil ifølge de to partiforeningers repræsentanter være, at der som mindstemål oprettes en kontorplads på hver af bibliotekerne i Rønde og Hornslet, hvor en uddannet kommunal sagsbehandler 2 gange tre timer om ugen er at træffe. På døren til kontoret skal der stå 'Borgerservice'.
"Vi har ikke nedlagt Borgerservice i Rønde og Hornslet. Vi har blot lagt det ud på bibliotekerne, hvor borgere med spørgsmål kan henvende sig til bibliotekarerne og i øvrigt også få en kommunal sagsbehandler ud, hvis der måtte være et behov. Man kan endog få en kommunal sagsbehandler ud i hjemmet, hvis en borger ikke er mobil nok," lød det fra borgmester Claus Wistoft (V).
"Nu foregår 80 procent af henvendelserne til Borgerservice via mails, og den udvikling vil vi se fortsætte i forstærket grad. Da vi de første 14 dage efter, at vores nye løsning med Borgerservice var indført, havde kommunale sagsbehandlere ude på bibliotekerne, viste der sig slet ikke at være et behov, for der kom ingen borgere," fortsatte borgmesteren.
So whats the problem ?
"Borgerne vil have en ordentlig, faglig kompetent borgerservice, som ligger inden for en rimelig afstand af deres bopæl, og Ebeltoft er for langt væk. Mange borgere kommer ikke på bibliotekerne, og de ringer slet ikke og booker en kommunal sagsbehandler eller kontakter borgmesteren for at klage. Vis dem respekt ved at lave en ordentlig løsning for Borgerservice," returnerede repræsentanter fra de to partiforeninger.
Nogenlunde sådan formede en stor del af dialogen sig mandag morgen, da borgmesteren på Hornslet Rådhus fik overrakt de mange protestunderskrifter.
Hermed en opfordring til politikerne om at vise storsind og eventuelt kigge til Norddjurs for at undgå en hvad-kom-først-hønen-eller-ægget-diskussion
Test nu over et stykke tid om behovet for at sende en kommunal sagsbehandler ud på bibliotekerne i Rønde og Hornslet to gange ugen á tre timer virkelig er der. Sørg for, at det tydeligt fremgår, at "Her er Borgerservice" , og at det er muligt at tale med sagsbehandleren i et lokale under fire øjne.
Det vil ikke kost en rød reje at komme de 3.713 borgere i møde på denne måde. Viser behovet sig ikke at være der, så sig "Cut Elly" , når året er omme. Det vil være en vindersag.