Harebakken skal udvides til nye beboere
Der er penge i at lave egne tilbud inden for kommunens grænser
Det er kun godt to år siden, at det kommunale botilbud i Harevænget i Hammel blev bygget.
Beboerne har i første omgang været voksne med komplekse sindslidelser og/eller sociale vanskeligheder.
Efterspørgselen efter disse pladser er imidlertid aftagende, fordi de andre kommuner henter deres beboere hjem.
Spiseforstyrelser
En anden gruppe, som imidlertid er voksende, og som Favrskov i nogen udstrækning har hentet hjælp til uden for kommunen, er yngre borgere med spiseforstyrrelser og anden selvskadende adfærd, skizofreni og udviklingsforstyrrelser.
Det giver imidlertid en udfordring. De ”nye” borgere kræver mere plads og mere personale.
Allerede nu er der fem af de selvskadende på Harebakken, men kommunen har kendskab til omkring 10 mere, der skal ind på Harebakken eller have et tilbud uden for kommunen.
Forslaget er nu, at der opføres en tilbygning til fælleshuset på 85 kvadratmeter. Herudover foreslås en ændret indretning af de tilstødende lokaler i fælleshuset.
Og økonomien er overskuelig:
En beregning viser således, at det vil være årligt 2,4 mio. kr. dyrere at anbringe tre af borgerne på ventelisten i et regionalt tilbud frem for i Favrskov Kommunes tilbud på Harebakken.
Udgifterne til om- og tilbygningen forventes at udgøre ca. 1,4 mio. kr. Dermed vil investeringen i en tilbygning have en tilbagebetalingstid på under ét år, når der er tale om 10 på venteliste.
Forslaget er nu på vej gennem det politiske system. I Social- og Sundhedsudvalget er der flertal for det. Eva Damsgaard (DF) er imod, idet hun mener, at denne målgruppe bør have et specialiseret tilbud, som udelukkende beskæftiger sig med unge mellem f.eks. 16 og 25 år.