Datterens sygdom gjorde hende til cykelrytter

Da Louise Hamann blev gravid, vidste hun godt, at det er hårdt arbejde at have en baby i huset. Alligevel havde intet kunne forberede hende på, hvilke udfordringer der lå forude.
"Der var fra start af ekstra fokus på min datter Andrea. Det gik ikke så nemt med amningen, og hun græd ofte, men sådan er det jo med babyer. Vi var ikke som sådan bekymrede, bare mere opmærksomme", husker Louise Hamann om de første uger med den nyfødte Andrea og fortsætter.
"I dag kan jeg jo godt se, at hun har haft ondt", konkluderer Louise Hamman om datterens første tid hjemme. Kun en måneds tid efter hjemkomsten blev der vendt fuldstændig op og ned på familiens hverdag

Pludselig gik det stærkt

"Da Andrea var fem uger, skulle vi til et rutinetjek hos vores egen læge. Han opdagede, at hun havde nedsat benfunktion, så vi blev straks sendt videre til Hillerød Sygehus", fortæller Louise Hamann.
Pludselig gik tingene stærkt. Hendes datter skulle igennem en række prøver, herunder en MR-scanning, og få dage efter blev hun bedt om at møde op på Rigshospitalet.
"Her fik vi beskeden om, at Andrea var blevet født med en tumor i ryggen, der havde forgrenet sig ud i rygmarven, og at de allerede havde lagt en plan for hendes behandlingsforløb. Vi var fuldstændig i chok", mindes Louise Hamann, der pludselig befandt sig midt i et kemoforløb med sin nyfødte datter.
"Kemoterapien stod på i et halvt år. Det var forfærdeligt. Noget af det sværeste er, at man jo ikke kan kommunikere med så lille et barn. Det er så hårdt at se ens barn lide og ikke kunne forklare det, hvad der sker. Jeg kan huske lægerne ind imellem spurgte, 'hvordan plejer hun at være?', for bedre at kunne vurdere hende, men det var jo umuligt at svare på. Hvor skulle jeg vide fra, hvordan hun normalt ville reagere? Hun var jo helt ny, og jeg havde dårligt lært min datter at kende uden for hospitalet".

Klarer det, fordi man skal

Mens behandlingsforløbet stod på, måtte både Louise Hamann og hendes ægtefælle bruge det meste af tiden på hospitalet. Derfor flyttede bedsteforældrene ind i huset derhjemme, for at hjælpe til med Andreas storebror, som på det tidspunkt kun var to år.
"Når jeg ser tilbage på forløbet i dag, ved jeg stadig ikke, hvordan vi klarede den periode, men det gør man jo. Man klarer det, fordi man skal", fastslår Louise Hamman, der efter et halvt år fik lov at komme hjem med datteren.
"Selvom vi var hjemme, var der stadig en masse udfordringer, der gjorde det svært at leve som en normal familie, men efter et år var Andrea faktisk så rask, at hun kunne begynde i vuggestue", fortæller Louise Hamann, der troede hun nu kunne ånde lettet op. Men forude ventede nye udfordringer .

En dyb krise

"Da Andrea var kommet i vuggestue, gik der lidt tid, og så brød jeg pludselig fuldstændig sammen. I så lang tid var al min energi gået med at sørge for hende og for familien. Samtidig var der sorgen over, at havde mistet så meget tid med min datter, og alt det der nu skulle bygges op helt fra bunden af. Jeg røg virkelig langt ned og lå bare på sofaen i dyb krise", fortæller Louise Hamann, der i helingsprocessen fandt svaret et helt uventet sted.
"I forsøg på at finde mig selv igen begyndte jeg at dyrke en masse motion. Det var tid jeg brugte 100% på mig selv, og det havde jeg virkelig manglet. Pludselig følte jeg, at jeg kunne få luft igen".
Hun fik så meget blod på tanden i forhold til motionen, at hun meldte sig til en halv-marathon gennem foreningen for cancerramte børn, og det blev på mange måder lidt af et skæbnemøde.

Skrev fra hjertet

Her blev hendes nysgerrighed for Team Rynkeby nemlig for alvor vakt og efter at have gået med det som en bagtanke i et stykke tid, tog hun springet.
"Jeg ved ikke helt, hvad der skete. Jeg sad derhjemme og arbejdede, og så begyndte jeg at google, hvordan man kunne komme med på Team Rynkeby. Der var kun en uge til ansøgningsfristen udløb, så jeg printede hurtigt papirene ud og skrev lige fra hjertet. Fortalte om hele det forløb, jeg havde været igennem, og hvad motionen havde gjort ved mig, og hvor meget det ville betyde, hvis jeg kunne få lov at gøre noget for andre med børn og cancer inde på livet", husker Louise Hamann. Hun troede egentlig ikke på, at hun kunne komme med, men til hendes overraskelse blev hun kort efter indkaldt til informationsmøde.
"Vi blev indkaldt 65, og de skulle bruge 45. Vi skulle blandt andet til en kort samtale, og da jeg kom ud efter den, var jeg sikker på, at jeg ikke kom med. Som jeg husker det, fik jeg mest fortalt, at jeg aldrig har cyklet før, og at jeg arbejder i kommunen. Ikke ligefrem en vildt spændende salgstale", griner Luise Hamann.

Der er langt til Paris

Opringningen om, at hun var blevet optaget på Team Rynkeby, kom derfor som en glædelig overraskelse, men gav også plads til bekymringer.
"Jeg tror egentlig bare, jeg var lidt i chok og blev pludselig fokuseret på, at der jo skulle skaffes nogle penge til forplejning, og kunne jeg nu tillade mig at bruge penge på det over for familien. Der var dog heldigvis fuld opbakning fra den front", siger Louise Hamann og fortsætter.
"Jeg gik også straks i gang med at gå til spinning, for der var flere måneder til træningen gik i gang på det tidspunkt, så jeg tænkte, at det ikke kunne skade at træne benene lidt. Men spinning er jo vanvittig hårdt, og så sad jeg der og panikkede på cyklen og tænkte, hvad pokker har jeg rodet mig ud i? Der er godt nok lagt til Paris, hvis jeg bliver så træt efter en times spinning".

Mere end en cykeltur

I dag har Louise Hamann vænnet sig til tanken og føler sig mere end klar til at tage udfordringen op. Hun har indtil videre trænet alene og kun mødt sine teamkammerater, når der skulle prøves cykeltøj og søges sponsorer. Nu er årets Team Rynkeby-cykel imidlertid på trapperne og turen til Paris nærmer sig med hastige skridt.
"Vi starter et fælles træningsprogram i slutningen af februar, og cirka første april får vi de nye cykler. Jeg er ikke nervøs mere, nu glæder jeg mig bare til turen. Det betyder så meget for mig at gøre det her, både i forhold til mig selv, men allermest fordi det jo i bund og grund handler om at samle penge ind til Børnecancerfonden. Størstedelen af pengene går til forskning, men en del går også til de kræftramte familier, noget vi selv havde stor glæde af. Når man har et sygt barn, lever man jo meget isoleret og kan ikke bare gøre normale ting, som at tage toget eller tage ud og handle på grund af infektionsfaren. Børnecancerfonden sørger for, at man for eksempel kan låne et egnet sommerhus, så man kan komme på ferie, eller de arrangerer en lukket biograftur for familierne. Små ting, der gør, man kan få nogle fælles oplevesler som familie i en meget svær tid. Nu har jeg selv chancen for at støtte det arbejde og give noget igen", siger Louise Hamann og tilføjer.
"På mange måder er den her tur ikke bare en cykeltur til Paris, men en helt særlig vej mod, at jeg selv kan blive hel igen".