Skanderborgs kvinder er danmarksmestre i at føde børn
Nye tal fra danmarks statistik viser at Skanderborg er den mest frugtbare kommune i Danmark
Det går rigtig godt med befolkningstilvæksten i Skanderborg. En af grundene er især, at kvinderne i Skanderborg er rigtig glade for at føde børn.
Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik på området, som viser, at Skanderborg Kommune rent faktisk er den mest frugtbare kommune i Danmark.
Således føder Skanderborgs kvinder i alderen 15 til 49 år 2,35 børn pr. kvinde, hvilket er langt over landsgennemsnittet, der ligger på 1,69 barn pr. kvinde ifølge Danmarks Statistik.
“Jeg tænker, det hænger sammen med, at hvis folk føler sig trygge og har gode rammer, så er der også større lyst og overskud til at få flere børn,” fortæller Jørgen Gaarde (S), Borgmester i Skanderborg Kommune, om det og mener samtidig, at det kan være et tegn på at det går bedre hos familiernes økonomi.
“Der er nok også lidt et velstandssymbol i at have mange børn. Et tegn på at krisen er klinget af,” fortæller han.
Ifølge Skanderborg Kommune kom der i 2014 596 børn til verden, hvilket er en stigning på 12 procent sammenlignet med 2013.