De gode gamle dage kommer til Allingåbro
Gensyn med revy-højdepunkter fra Allingåbro i “The good old days”
Allingåbro ”The good old days” er titlen på årets revy i Allingåbro. Den opføres på Allingåbro Hotel fredag og lørdag 20. og 21. marts. Det er højdepunkter fra revyer i 80'erne og 90'erne, derfor titlen “The good old days”.
Aktiv Allingåbro og Allingåbro Handelsstandsforening er arrangører.
“Vi har taget fat i det gamle guld fra Allingåbrorevyens storhedstid og det bliver en forestilling med de bedste og sjoveste sketch fra slut 80'erne til start 90'erne”, fortæller Paul Busk, formand for Aktiv Allingåbro.
På scenen kan man blandt andet opleve John Balle, Anthon Tetsche, Ruth Andersen, Sonja Berg, Niels Fisker og Karl Jørgensen Danmark. Nogle af revynumrene bliver opført live på scenen, andre bliver vist på storskærm.
Om fredagen opføres revyen klokken 19.30 foran stolerækker, og der er plads til cirka 130. Om lørdagen er der spisning klokken 18, hvor MadXpressen serverer stegt flæsk med hvide kartofler og persillesovs. Klokken 19.30 går aktørerne på scenen og cirka klokken 22 er der dans med Niels Fisker og Ole Larsen som DJ's. Lørdag aften vil der være plads til cirka 100 mennesker.
Billetter kan allerede nu købes i forsalg på hotellet.